Killingens sundhed – sund killing

En sund killing: det anbefales at katte får en årlig sundhedsundersøgelse

Tillykke med din nye killing.

Der er meget man skal sætte sig ind i, når man vælger at påtage sig ansvaret for et lille dyr som en kat.

Katte er kendt for at klare sig selv, men det er stadig dig som ejer der har ansvaret for katten. Her kan du læse om nogle af de ting, der er vigtige at vide, når du får en lille killing som nyt familiemedlem og hvad du kan gøre for at få en sund killing.

Vaccinering af killingen

Killingen skifter tidligst hjem når den er 12 uger, for store racer som Maine Coon er det helt op til 16 ugers alderen.

Det anbefales at killingen får den første vaccination når den er 8 uger, så killingen skal gerne have fået denne når I overtager den. Herefter anbefales det er killingen vacciners igen ved 12 og 16 uger. Vaccinen beskytter killingen mod de vigtigste kattesygdomme såsom kattesyge, katteinfluenza, Herpes, Chlamydia og Feline leukæmi virus.

Når der er gået et år efter 16 ugers vaccinen, skal katten vaccineres igen, og dette gentages hvert år gennem kattens liv.

En vigtig del af vaccinationen hos dyrlægen er sundhedsundersøgelsen, hvor katten undersøges fra snude til halespids, for at sikre at den er sund og rask.

Læs mere om vaccination af kat her

Vaccinationsprogrammet for den enkelte kat tilrettelægges af dyrlægen i samråd med ejer, ud fra en risikovurdering baseret på hvordan katten holdes (er den ren indekat, ren udekat osv.) samt i hvilket område katten har sin gang.

Ormekur

Ormekure til katte er receptpligtige i Danmark. Behovet for ormekur afstemmes med dyrlægen.

Læs mere om ormekur til kat her

Id-mærking

ID-mærking knytter katten til dig som ejer. Kommer katten på afveje, kan det unikke nummer i ID-chippen læses af blandt andre dyrlægen. Nummeret registreres lokalt hos dyreklinikken og i et eksternt register. Vi anbefaler, at killingen er markeret med en ID-chip, der er placeret under huden. Denne kan også bruges i kombination med tatovering i kattens øre.

Vi anbefaler som hovedregel også øremærke. Hvis en lægmand finder en død eller tilskadekommen kat, kan denne se at katten er mærket og motiveres derfor til at finde en ejer, evt. ved at kontakte en dyreklinik.

Vi anbefaler som hovedregel også øremærke. Hvis en lægmand finder en død eller tilskadekommen kat, kan denne se at katten er mærket og motiveres derfor til at finde en ejer, evt ved at kontakte en dyreklinik.

Neutralisering

Det anbefales at hunkatte steriliseres og hankatte kastetres. Ved at neutralisere katten undgår man uønskede kattekilinger. En steriliseret hunkat kan ikke få livmoderbetændelse eller cyster på æggestokkene. En kastreret hankat vil ofte blive roligere og holde sig tæt på hjemmet. Vi anbefaler at både hun- og hankatte neutraliseres når de er 5-6 måneder gamle.

Læs mere om sterilisering af hunkat her

Læs mere om kastrering af hankat her

Tænder

Katten har mælketænder indtil den når 4-6 månedens alderen. Ved 6 måneders alderen skal alle mælketænder være faldet ud og erstattet med de blivende tænder. Hvis mælketænderne ikke er faldet ud, kan det få betydning for hvordan kattens bid udvikler sig. Hvis du er i tvivl om hvorvidt alle kattens mælketænder er faldet ud, anbefaler vi at du får det tjekket ved dyrlæge, når katten er 6 måneder.

Du kan læse mere om kattens tandsæt her

Det er en rigtig god ide allerede i en tidlig alder, at vænne killingen til at få børstet tænder. Op i mod 80% af alle katte får tandproblemer i løbet af deres levetid. Daglig børstning af tænderne forhindrer plak og tandsten og er med til at sikre en sund killing. Brug en blød tandbørste eller mikrofiberklud, der kan sættes på fingrene og børst med speciel tandpasta til katte.

Læs mere om kattens tænder og tandbørstning her

Socialisering af killing

Når katten kommer hjem til dig, skal den have tid til at vænne sig til sin nye familie og hjem. Der er meget nyt og det er vigtigt, at ting introduceres i et roligt og kontrolleret miljø. En killing har brug for tid til at hvile og slappe af, den sover cirka 16 timer om dagen.

I de første par dage har killingen brug for nærhed og tryghed i sin nye familie. Det er en god idé at introducere små dele af huset eller lejligheden ad gangen og langsomt udvide til killingen kender hele hjemmet. Sørg for at hjemmet er ”killingesikkert”. Killingen er nysgerrig og ønsker at udforske små åbninger og tygge på alt, så den kan hurtigt komme til skade, hvis huset ikke er forberedt.

Husk at have alt nødvendigt udstyr på plads inden killingen ankommer: katteseng, mad og vandskål, transportbur og klatrestativ / klomøbler.

Hvis du allerede har en anden kat eller hund, er det vigtigt at introduktionen af den nye killing foregår gradvist og på dyrenes egne vilkår. Det kan være nødvendigt at bruge op til flere uger på denne proces.

Udekat eller indekat?

I Danmark er det ulovligt med omstrejfende katte, ifølge mark- og vejfredslovens § 13, er man forpligtet til at holde katten på egen grund. De fleste katte går dog ud og ind som de selv ønsker det. Langt størstedelen af katte trives med dette.

Andre vælger at have en indekat, der kun er indendørs. Dette kan være hvis man ikke har egnede udendørsarealer, eller hvis katten ikke trives med at være udenfor. Andre ønsker at bruge katten til avl og holder derfor katten indendørs, for at undgå uplanlagt drægtighed da katten ikke er kastreret/ steriliseret.

Læs om killingesikring og forberedelse af hjemmet.

Killingen bør ikke gå ud alene før den er kastreret / steriliseret, man kan i stedet tage den ud i en sele eller snor. Man kan begynde med at tilvænne killingen til selen indendørs.

Når killingen er omkring 6 måneder og er blevet neutraliseret, kan man begynde at vænne den til at være udendørs. Dette kan være lidt skræmmende både for ejer, men også for katten. Udendørs tilvænning skal ske gradvist, så katten lærer hvor den bor, og hvordan den finder hjem igen.

Pleje af killingen – få en sund killing

Katten bruger meget tid på at vaske og pleje sig, men mange katte har stadig brug for hjælp til at pleje deres pels. Især langhårede katte kan hurtigt blive sammenfiltret. Det er en god idé fra start af at vænne katten til at blive børstet.

Du bør også lære hvordan din killing ser ud, føles og lugter. Rør ved den, lugt i ørene og se i munden på den. På denne måde lærer du hvad der er normalt for din kat og samtidig lærer du din killing at blive håndteret. I al pleje og håndtering er det vigtigt at du tager dig god tid og at du roser din killing. Brug gerne godbidder, det er en god belønning.

De fleste katte behøver ikke at få klippet klør. Det er dog vigtigt at katten har flere steder hvor den kan hvæsse klør. Nogle vælger at klippe klør på deres indekat, hvis de bliver generende for katten. Det anbefales ikke at klippe klør på udendørskatte, da de bruger deres klør til at klatre og forsvare sig mod andre katte.

 

Forsikring

Det er modsat hunde ikke lovpligtigt at ansvarforsikre sin kat. Det er en god idé at sygeforsikre sit dyr. I Danmark er det ca. 19% af alle katte der er sygeforsikret (Tal fra Agria/Xtreme). Dette er meget lavere end antallet af forsikrede hunde som ligger på 64%. Forsikring giver økonomisk sikkerhed, som igen kan give hurtig behandling i tilfælde af sygdom eller ulykke. Der findes flere forskellige forsikringsselskaber, der tilbyder en række forskellige forsikringspolicer. Tænk derfor over, hvad der er vigtigst, og undersøg, hvilket firma der passer dig og din kat bedst.

Du kan læse mere om forsikring af kæledyr her

Foder til killingen

Killingen skal have specielt tilpasset killingefoder op til 8-12 måneders alderen, afhængigt af dens størrelse og hvornår den er blevet neutraliseret. Der findes mange mærker og sammensætninger af kattefoder på markedet. Vælg det der passer dig og din killing bedst. Din dyrlæge kan også vejlede dig. Brug vejledningen bagpå foderposen, for at se hvor meget killingen skal spise. Der er stor forskel på, hvor gode katte er til at regulere deres madindtag. Det er naturligt for en kat at spise lidt og ofte. Hvis katten er i stand til selv at regulere sit fødeindtag og opretholder en sund og korrekt vægt, skal den have fri adgang til mad. Hvis Katten spiser for meget når den har fri adgang til maden, bør den daglige ration deles op i så mange måltider som det er muligt. Det anbefales at bruge alternativer til madskåle under fodring, på denne måde kan katten bruge hovedet og stimulere sit jagtinstinkt, når den spiser.  Katten skal naturligvis altid have adgang til ferskvand.

 

Sådan skal en sund og frisk killing se ud

En sund killing har:

  • Klare og skinnende øjne uden sekreter
  • Fugtig og kølig næse uden sekreter
  • Ikke dårlig ånde
  • Lyserødt tandkød og hvide, rene tænder
  • Rene og lugtfri ører
  • Blank pels
  • Masser af legelyst

Kattekillingens apotek

  • Klosaks
  • Flåtpincet
  • Førstehjælpskasse
  • Bomuld og sterilt saltvand
  • Termometer
  • Selvklæbende elastisk bandage
  • Kompresser
  • Bandage tape
  • Sakse

Held og lykke med den nye killing!