Dyreforsikring – Gør det svære valg nemmere

Som ny dyreejer kan det være svært at vælge den rette dyreforsikring til netop dit dyr. Vi vil derfor gerne hjælpe dig med nogle af de vigtigste overvejelser.

Dyreforsikring – Giv din hvalp den bedste start

 

Hvorfor er det vigtigt af forsikre sit kæledyr?

Da der ikke findes nogen offentlig sygesikring for dyr, er det ejer, som står for regningen, hvis uheldet er ude, og din hund eller kat bliver syg. Der kan være tale om pludselige store beløb, og da alle kæledyrs ejere ønsker den bedste behandling for deres dyr, er det ikke rart at skulle overveje, om der er råd til denne behandling.

Hvilken type dyreforsikring skal du vælge?

Ansvarsforsikring (gælder kun hunde)

Denne forsikring er lovpligtig og skal tegnes inden din hund fylder 4 måneder.

Forsikringen dækker, hvis din hund gør skade på andre hunde, mennesker eller deres ting. Forsikringen dækker ikke, hvis det er dig eller dine ting, som din hund gør skade på.

Sygeforsikring af hund eller kat

Sygeforsikringen dækker en stor del af dyrlægeregningen, hvis din hund eller kat bliver syg eller kommer til skade. Med denne forsikring skal du ikke bekymre dig om uforudsete dyrlægeregninger, eller om du kan betale for behandling af din hund eller kat.

Husk at forsikringen ofte ikke dækker de skader eller sygdomme, som din hund eller kat allerede har, når du tegner forsikringen. Det er derfor en fordel at tegne forsikringen, mens din hund eller kat stadig er ung og rask.

Nogle forsikringer giver fordele, hvis forsikringen tegnes inden din hvalp eller killing fylder 4 måneder.

Læs mere om sygeforsikring af hund og kat.

Ulykkesforsikring af hund

Har du en aktiv hund kan det være en fordel at tegne en ulykkesforsikring. Denne dækker udgifter forbundet med ulykker for en lille årlig præmie.

Denne forsikring kan være særlig attraktiv for ejere af brugshunde og jagthunde, der oftere har brug for dækning af tilskadekomst fremfor behandling af sygdomme.

Livsforsikring af hund eller kat

Denne dyreforsikring kan tegnes på den unge hund eller kat. Hvis din hund eller kat dør i de unge år, udbetales forsikringssummen svarende til prisen for en ny hund eller kat. Forsikringen træder i kraft, hvis din hund eller kat dør meget ung på grund af sygdom eller ulykke. Livsforsikringssummen er ofte det, som du har betalt for dit dyr, da du købte det, men den kan sættes op, hvis din hund eller kat for eksempel vinder konkurrencer eller opnår certificeringer og dermed stiger i værdi.

Du er også meget velkommen til at kontakte en af vores klinikker og få hjælp til at finde den rette dyreforsikring.

Se Fagmagasinet Dyrlægens forsikringsoversigt