Uveitis hos heste
Artiklens indhold
Uveitis er en kompleks immunmedieret betændelsestilstand (inflammation) i de karførende lag af øjet. Kender man ikke årsagen til hestens uveitis og har den haft det flere gange på det samme eller begge øjne, kaldes det equine recurrent uveitis (ERU) eller månesyge. Denne sygdom ses hyppigere hos appaloosa og Rocky Mountain heste end hos andre hesteracer. Den kan ramme heste i alle aldre og køn og kan opstå i et eller begge øjne. I nogle tilfælde af ERU er der mistanke om at spirokætbakterien Leptospire kan være den udløsende årsag. Dette forskes der dog fortsat meget i.
Årsag til uveitis hos heste:
Årsagen til at hesten får uveitis kan være flere:
- Stumpt eller perforerende traume til øjet
- Som følge af smerter i øjet (refleks uveitis)
- Efter systemisk sygdom med f.eks. kværkebakterier eller rhodokokkusbakterier
- Skade på linsen/ruptur af linsen
- Som følge af metastaser fra tumorer, f.eks. lymfom eller thyroidea carcinom
- Medfødt som følge af infektioner i livmoderen
- Endogent uden kendt årsag
Kliniske tegn på uveitis hos heste:
Er der mistanke om at hesten har fået en øjenskade eller har smerter fra øjet, bør det undersøges omgående.
De typiske tegn på akut uveitis er:
- Smerte
- Tåreflåd
- Sammenknibning af øjet
- Nedsat tryk i øjet (øjet ser mindre ud)
- Sammentrukket pupil
- Uklar hornhinde (ødem/blåfarvning af hornhinden)
- Pus i det forreste øjenkammer
- Blod i det forreste øjenkammer (sjældent)
- Synlige blodkar på hornhinden
- Mineraliseringer i hornhinden
Ved uveitis kun lokaliseret til det bagerste øjenkammer, er der ikke nødvendigvis tydelige kliniske symptomer. Her kan der blot være mistanke om at hesten har nedsat syn
De typiske kliniske tegn på kronisk uveitis hos heste er:
Sammenvoksninger af pupillen (uregelmæssig pupilfacon)
- Grå stær
- Lille øje
- Tab af druelegemer
- Linseløsning
- Flere synlige pupiller (polycoria)
Sådan stiller dyrlægen diagnosen uveitis:
Diagnosen uveitis stiller dyrlægen oftest ud fra de kliniske fund, der gøres ved en grundig øjenundersøgelse. Nogle gange suppleres den kliniske undersøgelse med en dyberegående undersøgelse, hvor der anvendes oftalmoskop, trykmåling og ultralydsscanning.
Behandling af uveitis hos heste:
En hurtig og aggressiv behandling er ofte påkrævet for at få sygdommen under kontrol og for at undgå de komplikationer, der kan opstå i forbindelse med uveitis hos heste. Venter man, risikeres det at hesten i værste fald bliver blind eller må have øjet fjernet.
Nogle heste er lettere at behandle end andre. Her kan det være nødvendigt med et øjenkateter, som giver dyrlægen og ejer mulighed for at give hesten medicin uden at komme tæt på øjet flere gange dagligt. Den primære behandling er med potente antiinflammatoriske midler, som f.eks. binyrebarkhormon. Disse skal ofte gives gennem længere tid. Dette kombineres ofte med et produkt der udvider pupillen. Dette har ud over den udvidende effekt på pupillen også en smertelindrende effekt og mindsker risikoen for at pupillen vokser fast i en uhensigtsmæssig position. I sjældne tilfælde vælger dyrlægen at behandle med antibiotika, men i langt de fleste tilfælde er det ikke nødvendigt eller gavnligt. I behandlingsrefraktære tilfælde eller hyppigt gentagne tilfælde kan specialkirurgi udføres, hvor en del af kammervæsken i øjet fjernes og erstattes med ny væske. I særligt slemme tilfælde kan fjernelse af øjet også komme på tale.
I udlandet behandler man flere steder med immunsupprimerende implantater, som indopereres under fuld bedøvelse tæt ved det syge øje. Disse har typisk effekt i max. 4 år og kan kun anvendes hos heste med ERU, hvor sygdommen er i ro. Det er altså ikke en akut behandling, men mere en forebyggende behandling, hvor effekten er, at hesten får færre episoder med akut ERU og er mere modtagelig for lokalbehandling når sygdommen blusser op. På nuværende tidspunkt er denne behandling ikke tilgængelig i Danmark.
Prognose – fremtidsudsigterne for hest behandlet for uveitis:
Langt de fleste heste som får uveitis (IKKE ERU) kommer sig med aggressiv behandling. Det kan dog tage tid og kræver en god indsats fra ejer og en tæt dialog og samarbejde med dyrlægen. Har sygdommen udviklet sig til ERU kan prognosen variere meget. Hos nogle heste kan der gå flere måneder/år imellem at sygdommen blusser op, mens den hos andre bliver en hyppig årsag til smerter og ubehag. I tilfælde med ERU på et øje, er der en risiko for at sygdommen også kan opstå på det modstående øje. Er der dog ikke set tegn på dette indenfor de første 12 måneder er risikoen for at det sker dog lille.