Er mit kæledyr for gammelt til at komme i narkose?

En patient betegnes som en geriatrisk (ældre/gammel) patient, når den har opnået 75-80% af sin forventede levealder. Det er de færreste patienter, der er for gamle til at komme i narkose, dog er der visse hensyn der skal tages i forbindelse med en narkose på en ældre patient.

Undersøgelse forud for narkose

Der skal forud for en narkose foretages et sundhedstjek, hvor dyrlægen vurderer dit dyrs hjerte og lungefunktion ved at lytte på dit dyrs hjerte og lunger, samt vurdere vitalparametre. Dette er med til at vurdere om dit dyr er stabil i forhold til en narkose.

Blodprøve

Forud for en narkose anbefaler vi, at der foretages en præ-anæstetisk blodprøve. Dette gør vi, fordi den fortæller os status på din hunds lever og nyrer. Vi undersøger også din hunds blodparametre for at vurdere de røde- og hvide blodlegemer i forhold til bl.a. blodprocenten forud for operationen, eller om din hund er dehydreret, samt undersøger vi antallet af blodplader, som bidrager til at stoppe små blødninger.

Narkosemidler

Mindre doser og ekstra skånsomme narkosemidler anbefales, da ældre dyrs stofskifte er nedsat, derfor nedbrydes narkosestofferne langsommere og virkningstiden forlænges. De ældre kæledyr har også mindre muskelmasse og mere kropsfedt. Narkosestofferne har det med at ophobe sig i fedtvævet, mens muskelvævet er med til at ”brænde” stofferne af og de ældre patienter er derfor påvirket af stofferne længe.

Lider din hund af forhøjede levertal eller nyretal, skal narkosen og tilrettelægges efter dette, da det er leveren der omsætter narkosestofferne, mens nyrerne skal udskille det.

Væskedrop under narkosen

Ældre kæledyr kan have svært ved at regulere blodtrykket. Det er derfor vigtigt med drop under narkosen, så man kan forbygge et blodtryksfald.

Tilførsel af varme og et godt blødt underlag

Ældre kæledyr har dårligere temperaturregulering end unge, derfor er det vigtigt, at de holdes varme under hele narkosen. Desuden er det vigtigt at der tages hensyn til gigtsvage led, hvilket gøres ved det rette underlag og den rette lejring under operationen.

Det er ikke unormalt, at ældre mennesker kan blive lidt konfuse, når vi ikke er i vores normale omgivelser. Det ser vi også nogle gange hos vores ældre kæledyr. Vi gør det derfor rart og skånsomt for dem, når de vågner efter en narkose. Vi sørger for at de vågner op et varmt og roligt sted, at de ikke er blevet kolde, at de ikke har ondt (dvs. er smertedækket godt med lokalbedøvelse, et eventuelt smertedrop mm.). De har også fået ilt både inden, under og efter narkosen, samt tilbydes de noget at spise, så snart de er klar til det. Bliver dit dyr kvalm efter en narkose, vil der også blive taget hånd om dette. 

Læs mere om seniorhund og seniorkat.