Blodprøve før narkose

Dit kæledyr har fået en tid til en behandling, som kræver at dit dyr skal i narkose. En narkose vil uundgåeligt give en påvirkning af kroppens normale fysiologiske funktioner herunder kredsløbet.

Dyrlægen udfører en klinisk undersøgelse af dit kæledyr forud for narkosen. For at få supplerende information om dyrets sundhedstilstand anbefaler vi, at der desuden udtages en blodprøve. Denne bruges til at vurdere, om der skal tages særlige forholdsregler for at mindske risikoen for komplikationer ved narkosen og behandlingen. Nogle gange kan en blodprøve vise tegn på sygdom, som endnu ikke er kommet til udtryk fysisk hos dyret—altså et tilsyneladende rask dyr. Det er derfor vigtigt, at der bliver taget højde for eksempelvis nedsat nyrefunktion, da et narkoseforløb kan betyde, at dyrets nyrefunktion forværres yderligere.

Kan udtages og analyseres om morgenen

Vi kan foretage blodanalyserne direkte på vores dyreklinikker og dyrehospitaler og blodprøven kan således udtages og analyseres om morgenen, inden narkosen skal finde sted.

Resultaterne fra blodprofilen vil desuden være til gavn som fremtidige referenceværdier, hvis dit kæledyr på et andet tidspunkt får brug for behandling på dyrehospitalet/ dyreklinikken. Denne ekstra information i journalen giver os bedre mulighed for at vejlede dig også på længere sigt.

Giv os venligst besked ved indlæggelsen om der skal laves en blodprofil.

Blodprofil til unge, tilsyneladende raske dyr 

  • Blodtælling: Her vurderes blodprocenten, blodets evne til at koagulere og tegn på infektion.
  • ALT (leverenzym)
  • ALP (galdegangsenzym)
  • Glukose (blodsukker)
  • Creatinin (nyrer)
  • BUN (nyrer)
  • Albumin (protein)
  • Globulin (protein, immunforsvaret)
  • Total protein i serum (kroppens hydreringsgrad, evt. proteinmangel)
  • Blodmineraler (natrium, kalium)

Blodprofil til ældre dyr eller risikopatienter

Alle analyser ovenfor samt:

  • Calcium (muskulatur, visse typer af cancer)
  • Kolesterol (stofskifte, lever)
  • GGT (galdegangsenzym)
  • Amylase (fordøjelsesenzym, bugspytkirtlen)
  • Lipase (fordøjelsesenzym, bugspytkirtlen)
  • Fosfor (nyrer)
  • Bilirubin (lever/galdegange)

Resultat af blodprøve

Vi gør afslutningsvis opmærksom på, at anæstesi og kirurgiske procedurer altid er forbundet med risici. Skulle blodprofilen vise, at der er grund til at tage forbehold forud for en narkose, vil du blive kontaktet. Det kan i sjældne tilfælde være nødvendigt at udsætte den planlagte behandling, hvis blodprofilen viser, at det er det bedste for patienten.

Dyreklinikker der tilbyder denne behandling

Vent venligst på, at dyreklinikkerne bliver opført