Stivhed og halthed hos hund

På samme måde, som vi mennesker kan opleve stive led og smerter, kan også vores firbenede venner rammes af samme problem. Stivhed og halten hos især unge hunde kan skyldes mange ting, og det er altid vigtigt at lade din dyrlæge undersøge hunden, så der kan stilles en korrekt diagnose.

Gigt

Er din hund stiv i kroppen, når den vågner om morgenen? Har den en halten, som kommer og går? Er den mindre interesseret i lange gåture? Eller har den svært ved at falde til ro om natten? Kan du svare ja til nogle af disse spørgsmål, kan det være et symptom på gigt i et eller flere led. Vent ikke for længe. Jo tidligere din hund bliver tilset af en dyrlæge, desto større er chancerne for, at den får den rette hjælp.