Råmælk og den gavnlige effekt på tarmen

hundehvalpe dier

Råmælken, som hvalpe og killinger får ved deres første mælkemåltider, styrker tarmens sundhed. Bakteriefloraen i tarmen er vigtig for hunde og katte.

Vidste du, at hvalpe og killinger ikke har nogen bakterier, når de befinder sig i moderdyrets mave? Tarmens eget mikrobiom, som er vigtigt for hundens og kattens sundhed, begynder først at udvikle sig ved fødslen. Denne udvikler sig efterfølgende til at være enestående for dyret, som bærer den. Mikrobiomet i tarmen er altså individuelt og kan dermed sammenlignes med fingeraftrykket hos et menneske.

Når en hvalp eller en killing fødes, får den tarmbakteriestammer fra moderen. De første mælkemåltider fremskynder udviklingen af tarmmikrobiomet. Således er råmælken altså en slags ”superfood”.

Råmælk – hvad er det?

Mælkeproduktionen starter senest ved fødslen. Mælken i startfasen kaldes råmælk, og den er på mange måder anderledes end den mælk, som kommer senere. Råmælken er vigtig ernæring for det nyfødte dyr, fordi den indeholder rigelige mængder af antistoffer (immunoglobuliner) og hvide blodlegemer. Slimhinden i tarmen tillader passage af antistoffer og hvide blodlegemer de første 2 levedøgn, hvormed hvalpen eller killingen får beskyttelse mod forskellige smitsomme sygdomme. Derfor er det vigtigt, at det nyfødte dyr får sit første mælkemåltid, så snart dette er muligt.

Råmælkens gode egenskaber er ikke alene begrænset til antistoffer og hvide blodlegemer i dyrets første levedage. De sundhedsmæssige fordele varer ved, også efter at optagelsen i hvalpens eller killingens slimhinde bliver mindre. Herudover indeholder råmælken også andre stoffer, som gavner bakteriefloraen i tarmen og immunforsvaret i slimhinderne, herunder lactoferrin, lysozym, mucin, cytokiner m. fl. Disse bidrager til at hindre sygdomsfremkaldende bakterier i at formere sig, og de styrker forsvaret i tarmslimhinden. En slimhinde, som fungerer godt, hindrer sygdomsfremkaldende bakterier i at slippe videre fra tarmen og ud i blodcirkulationen.

Manglende råmælk

Producerer moderdyret ingen råmælk, eller modtager de nyfødte af anden årsag ikke råmælk, bør dyrlægen kontaktes. I nogle tilfælde er det muligt medicinsk at stimulere mælkenedlægningen – i andre tilfælde kan det være nødvendigt at finde et alternativ, fx oralt tilskud med serum.

Bakteriefloraen i tarmen

De bioaktive stoffer i råmælken fremmer især væksten af mælkesyrebakterier og bifidobakterier i tarmen. Disse bakterier stimulerer immunforsvaret i tarmen til at fungere effektivt, reducerer forekomsten af sygdomsfremkaldende bakterier og beskytter hvalpen eller killingen mod blandt andet diarré og andre sygdomme.

Råmælken er vigtig for udviklingen af mikrobiomet. Mikrobiomets sammensætning i tarmen kan påvirke dyrets sundhedstilstand og modtagelighed over for sygdomme hele livet igennem.

Bedre vaccinationsrespons med råmælkstilskud.

Ved vaccination er målet at skabe beskyttelse mod smitsomme sygdomme. Vaccinationerne stimulerer kroppens egen produktion af antistoffer mod de pågældende sygdomme. Smittes et vaccineret dyr med en sygdom, som dyret allerede er vaccineret mod, vil immunforsvaret være forberedt på den sygdomsfremkaldende mikroorganisme. Livsfarlige sygdomsfremkaldende mikroorganismer kan således elimineres i startfasen, eller resultere i at dyret kun får milde symptomer.

Kroppens respons på en vaccine er individuel; nogle dyr vil danne antistoffer hurtigere og mere effektivt end andre. Undersøgelser har vist, at man, ved at give hvalpe og killinger i vaccinationsalderen tørret råmælk fra kvæg, kan få et bedre respons på vaccinen.

Læs mere om vaccination af hund

Læs mere om vaccination af kat

Supplement med råmælk styrker tarmens mikrobiom

Fordelene, som små hvalpe og killinger har af råmælken, er indiskutabel. Undersøgelser har også vist, at voksne hunde kan have gavn af råmælkstilskud. Tørret råmælk fra kvæg som en del af kosten øger dannelsen af immunoglobulin A, som udgør en vigtig del af immunforsvaret i tarmen. Råmælkstilskud gør også mikrobiomet i tarmen mere diverst. En divers mikroflora reducerer hundens tendens til diarre.

Vidste du, at? I vores varesortiment findes foderet Purina Pro Plan Expert Care med aktive stoffer fra råmælk. Foderet hjælper til at opretholder en sund bakterieflora i kæledyrets tarm og styrker immunforsvaret. Læs mere her.