Priktest til allergiudredning

Priktest til allergiudredning

Priktest, også kaldet intradermaltest, er en allergitest, der anvendes til at identificere, hvilke miljøallergener et dyr reagerer på. Testen bruges ved mistanke om miljøallergi (atopi) og undersøger hudens reaktion på forskellige allergener.

Der findes overordnet to typer allergitest: blodprøve og priktest. Blodprøven måler antistoffer i blodet, mens priktesten måler hudens direkte reaktion på udvalgte allergener.

Det er vigtigt at være opmærksom på, at allergitests ikke bruges til at afgøre, om et dyr har allergi. Allergi er en klinisk diagnose, der stilles på baggrund af symptomer og ved at udelukke andre sygdomme. Testen hjælper derimod med at identificere, hvad dyret reagerer på.

Priktest er en specialiseret undersøgelse, som kræver både særlige allergener og erfaring med at aflæse resultaterne.


Hvornår anvendes en priktest?

Priktest anvendes udelukkende ved mistanke om miljøallergi og kan ikke bruges til at diagnosticere foderallergi.

Da der ikke findes en pålidelig allergitest for foderallergi, vil et dyr typisk først gennemgå et fodertrial med en nøje udvalgt allergidiæt. Hvis symptomerne fortsætter trods fodertrial, kan det være relevant at undersøge for miljøallergi med en priktest.

Priktesten kan blandt andet bruges til:

  • At identificere hvilke allergener dyret reagerer på
  • At vurdere hvornår på året symptomerne kan forventes at være værst
  • At planlægge den videre behandling
  • At fremstille en individuel hyposensibilisering (allergivaccine)

Hyposensibilisering (allergivaccine)

Hyposensibilisering er en behandling, der specialfremstilles til det enkelte dyr på baggrund af allergitestens resultater.

Behandlingen består af en væske, som indeholder de allergener, dyret reagerer på. Væsken gives som regelmæssige indsprøjtninger under huden med det formål gradvist at vænne immunsystemet til allergenerne og dermed mindske symptomerne.

Effekten ses typisk efter 6-12 måneder, og behandlingen har effekt hos cirka 60-80 % af de dyr, der modtager den.


Hvordan foregår en priktest?

Ved en priktest placeres små mængder af forskellige allergener i det yderste hudlag. Det kan blandt andet være husstøvmider, lagermider, pollen eller svampesporer.

Forud for undersøgelsen skal visse typer medicin pauseres, da de kan påvirke resultatet. Derudover skal dyret være fastende, da testen udføres under en let bedøvelse.

Et område på siden af brystkassen klippes fri for pels, så huden kan vurderes korrekt. Herefter injiceres de forskellige allergener lige under hudens overflade med en fin kanyle.

Samtidig anvendes en positiv og en negativ kontrol, som bruges til at sammenligne hudens reaktioner. Hvis huden reagerer med eksempelvis rødme eller hævelse, kan det tyde på en allergisk reaktion over for det pågældende allergen.

Testen aflæses efter cirka 15 minutter ud fra hudreaktionens størrelse, rødme og spændstighed.

Når undersøgelsen er afsluttet, får dyret kløestillende behandling, vækkes af bedøvelsen og kan som regel komme hjem samme dag.


Mulige bivirkninger og risici

Da priktesten udføres under let bedøvelse, er risiciene de samme som ved almindelig bedøvelse.

Nogle hunde kan opleve forbigående kløe i området efter testen. Det er derfor vigtigt, at området ikke kradses eller irriteres, da der i sjældne tilfælde kan opstå lokal hudbetændelse.

I meget sjældne tilfælde kan der forekomme en allergisk reaktion på de anvendte allergener.


Hvad sker der efter priktesten?

Resultatet aflæses, mens dyret stadig er bedøvet, og gennemgås efterfølgende sammen med ejer.

På baggrund af resultatet kan der lægges en plan for den videre behandling. For nogle patienter kan det omfatte hyposensibilisering, som fremstilles specifikt til det enkelte dyr. Produktionen foregår i udlandet, og der kan derfor være en leveringstid på omkring en måned.