Kanin -De basale behov

Det er vigtigt at man grundigt sætter sig ind i kaninens behov, inden man anskaffer sig en.
Kaniner er populære i mange hjem. De er søde, nysgerrige og sociale dyr, der nemt kan passe ind i en familie der ønsker et mindre husdyr.
Inden man anskaffer sig en kanin, skal man sætte sig ind i dens behov. En kanin kræver at der er tid og overskud, og det sunde kaninliv, beror på at man kan tilbyde den optimale vilkår. Desuden skal man gøre sig klart at den kan blive lige så gammel som f.eks. hunde og katte, og at man derfor potentielt påtager sig ansvaret for en kanin i op til 10-15 år. Kaniner kræver (halv)årlige sundhedsundersøgelser og kan desuden også blive syge, og kræve akut dyrlægehjælp, på lige fod med hunde og katte.
 


Kaninens basale behov 

I det nedenstående ridses kaninens væsentligste basale behov op.


Socialt

Kaniner er sociale dyr og betegnes kolonidyr. Det betyder at de lever i større grupper, men med et socialt hierarki og med deres eget territorium. Kaniner kan have stor glæde af at leve sammen i fangenskab, og det giver ofte bedre trivsel. Når kaninerne skal føres sammen (bondes), kræver det viden, de rette rammer og tålmodighed.
Når to kaniner bondes, er det en forudsætning at de er neutraliserede. Desuden anbefales det at de går op og ned af hinanden med f.eks. et hegn som adskillelse. Herved kan de se hinanden og gradvist tilvænnes hinanden. Dette gøres i en passende periode på op imod 30 dage, alt efter kaninernes temperament.
Efterfølgende kan man forsøge sig med at lade dem mødes på neutral grund, dvs. ikke sætte dem ind i hinandens territorier, men et neutralt sted, hvor de begge ikke er vant til at være.
I sammenføringsperioden (bondingperioden) er det vigtigt at kaninen har rigeligt med plads, at man sørger for at der er f.eks. to indgange til huset, to madskåle mv. så konflikter ikke optrappes her.


Plads og bevægelse

Kaniner har behov for meget plads, og kaniner må ALDRIG holdes i små bure. Kaniners sundhed, både psykisk- og fysisk, bedres markant, hvis man bedst muligt imødekommer kaninens bevægelsesmæssige behov. Kaniner kan både holdes indendørs og udendørs. Men fælles er, at nedenstående behov bør tilgodeses.

  • Skal kunne løbe- og springe op i højden. Skal som absolut minimum kunne lave 2 på hinanden hop på langs i buret.
  • Skal kunne grave
  • Skal have gnavematerialer
  • Skal kunne søge læ for sol og vind
  • Have dækket sociale behov
  • Have mulighed for aktivering

For lidt plads kan bl.a. medføre led- og muskelproblemer, urinvejsproblemer og potesår.

Mange kaniner lever frit i hjemmet, og de kan lære at benytte et bestemt område til toilet (fx en bakke eller bur). De fleste kaniner er ret lærenemme.  Hjemmet skal altid sikres, således at potentielt farlige ting, som ledninger, giftige planter, småting mv ikke er tilgængelige. De fleste kaniner kan finde på at gnave.


Fodring af kaniner

Mange sundhedsmæssige problemer hos kaniner er foderrelaterede, og den korrekte fodring med den rette sammensætning, er essentiel for et godt og langt kaninliv. Kosten skal bestå af følgende i de beskrevne forhold, og kan med fordel udfodres i aktivitetslegetøj.

  • Hø og groft græs (80% af det samlede fødeindtag)
  • Grene, bark og blade
  • Ukrudt, krydderurter og grøntsager (en håndfuld dagligt)
  • Fuldfoder/pellets (helst uden majs, ærter og korn)

Kaninens kostpyramide bør se ud som nedenstående:   

Kaninens tænder og fodring

Kaniners tænder vokser hele livet, og derfor er det vigtigt at der tages hensyn til dette i kaninens fodring. Det er en fordel, hvis der fra starten trænes til at kaninens tænder må undersøges. Man kan gennem korrekt fodring ofte holde tænderne sunde på naturlig vis. Silicater i græs og hø hjælper til det korrekte slid af tænderne. Grene (fx æblegrene), bark og blade har højt fiberindhold, og er også god aktivering.
 


Neutralisation af kaniner

Alle kaniner i fangenskab bør neutraliseres, da det giver sundere og mere harmoniske dyr. Kaniner bliver kønsmodne omkring 16-20 ugers alderen. Hunner kan steriliseres fra ca. 4 måneders alderen, mens hannerne kan fra man kan mærke testiklerne i pungen. De fleste bliver neutraliseret i alderen 4-12 mdr. dog kan man neutralisere hele livet igennem.
Hannernes hormonelle adfærd og hormoner fra hunnens hyppige løbetider virker stressende på kaninerne selv, og giver ofte også en uharmonisk kaninflok, da de øvrige kaniner også stresses. Neutralisation vil ofte nedsætte tendensen til strinteadfærd, nedsætte aggressivitet og gøre kaninen mere rolig og kælen. Kastration er en forudsætning for at to hankaniner kan enes. Sæt aldrig to ikke-kastrerede hankaniner sammen, da de kan finde på at angribe hinanden.

Hunkaniner kan også være meget påvirkede af deres hormoner, og er mere territoriale end hannerne. Skal hunner gå sammen med andre kaniner, er det derfor en fordel at sterilisere dem for at få mere harmoniske par eller grupper. For hunnerne anbefaler vi også sterilisation af helbredsmæssige årsager. Omkring 60% af alle intakte hunkaniner over 3 år udvikler ondartet kræft i livmoderen med en stor risiko for spredning til øvrige organer. Dette kan undgås ved sterilisation. Vi anbefaler derfor helt generelt sterilisation af hunkaniner, også selvom de lever alene hele deres liv eller lever med en kastreret han kanin. Det optimale tidspunkt for sterilisation er mellem 4 og 6 mdr., og generelt gælder at risikoen for at der opstår kræft, mindskes jo tidligere kaninen kan blive steriliseret. For kaniner der først steriliseres når de er over 3 år, anbefales det at undersøge om der er tegn på spredning af kræft inden operationen.
 


Sundhedsundersøgelser og vaccination

Kaniner er byttedyr, og deres adfærd i forbindelse med angst, ubehag og smerter adskiller sig meget fra andre kæledyrs. Sundhedsmæssige problemer kan derfor være svære for de fleste kaninejere at opdage.
Vi anbefaler halvårlige sundhedsundersøgelser, for at risikoopspore sundhedsmæssige problemer i tide.
Ved sundhedsundersøgelse, undersøges kaninen fra snude til halespids. Præcis som hos hund og kat, men her med de hensyn der er særligt relevante for kaniner. Du vil blive bedt om at medbringe noget af kaninens foder, eller en indholdsfortegnelse over det. Desuden er det en fordel hvis der medbringes en lille pose med kaninens afføring. Sidstnævnte er vigtigt ved alle besøg på klinikken, dvs. også når kaninen er syg eller skal opereres.
Ved selve undersøgelsen vurderes kaninen på vægt og huld. Pelsen undersøges for bl.a parasitter, tilsmudsning med afføring og eventuelle potesår. Kløerne vurderes og klippes eventuelt.

Der laves en samlet undersøgelse af hovedet, hvor øjne, kæbegrene og ører gennemgås. Tænderne både fortænder og kindtænder undersøges med henblik på fejlstilling, tandspidser og andre problematikker. Dette gøres med et otoskop, som kan hjælpe til at visualisere kindtænderne, men tandsygdom kan ikke 100% udelukkes ved undersøgelse i vågen stand. I tilfælde hvor der er mistanke om tandsygdom, er det nødvendigt at undersøge tænderne i bedøvelse og med røntgen.
Der mærkes på strukturer og organer i bughulen, og der lyttes desuden på hjerte og lunger.
Vi anbefaler at en årlig sundhedsundersøgelse afsluttes med at kaninen vaccineres mod Myxomatose (kaninpest) og RHD (kaningulsot). Begge sygdomme er dødelige, og vaccination er relevant for alle kaniner, både dem der lever inde og ude.

Læs mere om hvorfor du bør lade din kanin vaccinere