Neutralisation af kaniner, marsvin og tamrotter

Har du overvejet at lade din kanin, dit marsvin eller din tamrotte neutralisere?

I dag er det indlysende for de fleste katte- og hundeejere, at man neutraliserer sin kat eller hund, hvis de ikke skal anvendes til avl. Blandt de mindre kæledyr er det i øjeblikket kun almindeligt at sterilisere hunkaniner samt kastrere han-kaniner og marsvin. Men der er mange fordele ved at neutralisere mindre kæledyr.

At neutralisere sin kanin, marsvin eller tamrotte handler ikke bare om at eliminere risikoen for uønsket afkom og adfærd. Man kan også undgå flere alvorlige sygdomme, hvilket man især ser hos hundyrene.

Både kaniner, marsvin og rotter kastreres og steriliseres i narkose. Ved hanhunde kan man også gøre brug af en såkaldt kemisk kastration, men det har endnu ikke vist sig at have effekt på kaniner og andre gnavere. Dette er måske muligt i fremtiden?

Fordele ved kastration af handyr

En kastration af hanner sker normalt for at reducere forplantningsevnen og for at ændre dyrets adfærd. Ofte bliver kastrerede hanner roligere og mere behagelige kæledyr, ligesom trangen til at “strinte” forsvinder hos kaniner. Som en sidegevinst kan hankaninerne heller ikke rammes af testikelkræft på et senere tidspunkt.

Kastration giver derfor muligheden for forlænget levetid samt livskvalitet, hvor både han- og hundyr kan gå sammen.

Fordele ved sterilisation af hundyr

Sterilisation af hunner er ved at blive udbredt blandt kaniner – og med rette! 60-80 % af de intakte hunkaniner dør nemlig af kræft i livmoderen. Dette kan dog undgås ved sterilisation.
Undersøgelser har endda vist at ca. 80 % af hunkaninerne inden de fylder 4 år har udviklet kræft i livmoderen. Livmoderkræft er en meget aggressiv form for kræft hos hunkaninerne, og når sygdommen opdages, har den ofte nået at sprede sig til andre dele af kroppen. Får man sin hunkanin steriliseret tidligt, fjerner man risikoen for udvikling livmoderkræft. Derfor anbefales sterilisation af alle hunkaniner, der ikke skal indgå i avl.

Voksne hunmarsvin kan ligeledes udvikle cyster på æggestokkene, disse er dog som oftest godartede. En del cyster er små og producerer ikke hormoner. Disse giver ingen problemer for marsvinet. Andre gange er cysterne imidlertid meget store og/eller producerer høje niveauer af kønshormon. Store cyster trykker på de omkringliggende organer og kan derfor forårsage et reduceret foderindtag. Dyret mister simpelthen lysten til at spise. Hormonproducerende cyster forårsager desuden hårtab og risiko for livmoderbetændelse.

Hunrotter har ekstremt nemt ved at udvikle brysttumorer. Eftersom rottens brystvæv dækker store dele af kroppen, kan disse tumorer forekomme overalt på kroppen. Tumorerne er sædvanligvis godartede, hvilket betyder, at de ikke spredes til de indre organer. Men de kan blive utroligt store, og således forringe og forkorte levetiden.

Hvornår bør man få sin kanin, marsvin eller tamrotte steriliseret eller kastreret

Hunnerne kan blive steriliseret, så snart de er kønsmodne (omkring 4-6 måneder for kaniner, 3-4 måneder for rotter og 5-6 måneder for marsvin).

Hannerne kan blive kastreret, så snart testiklerne er nede. Dette sker normalt omkring 3-4 måneders alderen for kaniner, 5-6 måneders alderen for marsvin, og omkring 2-3 måneder for rotter.

Jo ældre dyret bliver, jo mere risikabelt bliver anæstesi og kirurgi af vores kæledyr. Derfor er dyret over 3-4 år, anbefales en grundig undersøgelse samt en blodprøve. Dette for at sikre at dyret ikke lider af en sygdom, som gør en operation mere risikabel.