Julens farer for din hund og kat
Artiklens indhold
Julens farer: Hold ekstra øje med din hund og kat når julens pynt, gaver og godter flytter ind.
Julen er hyggelig for os mennesker, men der er flere ting der potentielt kan være farlige for vores kæledyr. Vi har samlet lidt af julens farer for hund og kat her.
Pas på den fede og saltede julemad
I julen spiser vi mennesker generelt fedtholdig mad, som vores små firbenede venner som regel også er interesserede i. Det er ikke ualmindeligt, at der falder rester ned fra bordet, som dyrene får spist i en fart. Det er dog vigtigt du ikke giver dit kæledyr denne form for mad, da julemad f.eks. flæskesteg, andesteg og småkager er mistænkt for at give akut bugspytkirtelbetændelse (pankreatitis), hvilket er meget smertefuldt for dyret. Når en hund eller kat får pankreatitis vil det kunne give opkastning og i værste fald vil dyret kunne gå i chok og kan dø af tilstanden.Generelt kan ændringer i dyrets normale kost og levninger fra bordet give mave-tarmproblemer for hunde og katte, da deres fordøjelsessystem ikke er vant til at skulle nedbryde den form for mad.
Hold derfor øje med symptomer som opkast, diarre, nedstemthed, nedsat appetit, feber og smerter i maveregionen hos din hund og kat i julen.
Giftige madvarer for hund og kat i julen
Det er ikke kun den fede mad man skal passe på med at give sit kæledyr, nogle former for almindelig menneskemad kan også forsage forgiftning.- Løg indtag af løg kan føre til anæmi (blodmangel) hos både hunde og katte.
- Nødder: ud over at være giftige for hunde og katte, kan nødders skald sætte sig fast i mave-tarmkanalen og føre til en forstoppelse, der i værste tilfælde kan føre til en operation.
- Dej: gæren i en dej vil fortsætte sin gæringsproces efter dyret har indtaget den rå dej, og det vil kunne lede til akut alkoholforgiftning og chok, som kan være livstruende for dyret. Dej er især aktuelt i juletiden, hvor mange bager deres egne småkager.
- Rosiner: både friske vindruer og de tørrede udgaver, rosinerne, kan føre til nyresvigt hos hunde.
- Fuglekugler: indeholder som regel en meget stor mængde fedt, som kan føre til bugspytkirtelbetændelse hos både hunde og katte.
- Chokolade: indeholder stoffet theobromin, som er giftigt for både hunde og katte. Jo mørkere chokolade, jo giftigere er det for dyret. Læs mere om chokoladeforgiftning: Min hund har spist chokolade – Hvad gør jeg?
Planter i julen
Der er i mange hjem tradition for at pynte op med smukke planter i juletiden. Katte spiser af planter, når de kan slippe afsted med det.Pas på de giftige planter som julestjerne, amaryllis, hyacinter, julerose, krokus, mistelten, taks og vedbend.
Spiser din hund eller kat af disse planter, skal du straks kontakte din dyrlæge!
Læs mere om Giftige planter for hunde og Giftige planter for katte
Levende lys
Lys i den mørke tid er hyggeligt for os mennesker, men en levende flamme kan nemt føre til en brændt hale, snude, pote eller knurhår.ad aldrig dit kæledyr være alene i et rum, hvor der er tændt levende lys. Skulle du være så uheldig at dit kæledyr brænder sig, sæt det straks under bruseren med lunkent til køligt vand og kontakt din dyrlæge.
Pas på med elektriske lyskæder, kæledyrene kan få stød hvis de bider i dem og spiser de dem, kan det give alvorlige skader i mavetarm kanalen.
Gæster
For en nervøs hund eller kat kan juletiden være en stressende tid. Til jul og nytår mødes man som regel mange mennesker til en fest, hvor der er meget larm og en masse uvante indtryk.Hjælp dit kæledyr med at få en god dag ved at sørge for at dyret har et sted det kan gå hen, hvor der er stille og lidt mad og vand.
Mange nervøse katte og hunde har stor glæde af angstdæmpende håndkøbsmedicin, som kan købes hos din lokale dyrlæge. Vi anbefaler, a man allerede starter at give denne form for medicin i starten af december. Er den angstdæmpende håndkøbsmedicin ikke effekt nok, findes der receptpligtige alternativer, kontakt din dyrlæge for snak om dette.
Juletræer, julepynt og gran
Et pyntet juletræ fyldt med glaskugler, levende lys og lyskæder kan være farligt for vores firbenene venner. Glaskuglerne kan gå i stykker og trædes op i poterne, ledninger kan bides over og lysene kan give forbrændinger.Derudover kan katte lide at kravle i træer, og dette gælder også grantræer der bringes indenfor i stuen.
Hold derfor øje med dit kæledyr, når du bringer et grantræ indenfor i hjemmet.
Pas på gavebånd og gavepapir
Lad ikke gavebånd og gavepapir ligge fremme under juletræet længere end højst nødvendigt. Få smidt gavebånd og gavepapir ud så snart pakkerne er åbnet.På den måde nedsættes risikoen for at dit kæledyr får spist noget gavebånd eller gavepapir.
Fremmedlegemer som gavebånd og gavepapir kan give alvorlige og livstruende skader på tarmen, som i visse tilfælde er nødvendige at operere ud.