Giftige planter for hunde – Liste over de mest almindelige

Giftige planter for hunde - Hund ligger i en bunke med kastanjer

Giftige planter for hunde, omfatter f.eks. kastanjer. 10 kastanjer kan være dødeligt for en lille hund. Symptomer så som savlen, opkast, diarre, øget drikkelyst og nedsat appetit ses efter et par timer, men senere reaktion kan også forekomme. Har hunden indtaget store mængder kastanjer kan man se dehydrering, feber, muskelkramper, stivhed i kroppen, lammelse og forstoppelse.

Mange forskellige planter kan være giftige for vores hunde, og det kan være svært at huske dem alle sammen. Denne oversigt kan give et overblik over de mest almindelige giftige planter for hunde. Det er vigtigt at sikre sig, at hunden ikke har adgang til disse planter, i det miljø den normalt færdes.

Giftige planter og hvalpestadiet

Hvalpe undersøger deres omgivelser bl.a. ved at tage ting i munden. De er nysgerrige, og derfor er det især hvalpe man skal holde øje med. Mange hunderacer vokser fra at spise alle mulige og umulige ting og sager, men voksne individer, specielt blandt nogle racer, kan også have den tendens. Hvis man har en hund der spiser alt, er det en god ide at tage sig nogle forholdsregler.

Derudover er hvalpe mindre, og de tåler derfor mindre mængder af giftstoffer hvis de skulle indtage det.

Inden man får en ny hvalp hjem, er det derfor en god ide at hvalpesikre sit hjem ift. giftige planter.

Forholdsregler hvis din hund får fat i en giftig plante

Hvis din hund har spist noget giftigt skal du kontakte dyrlægen. I de fleste tilfælde kan man inden for 4 timer give noget der får hunden til at kaste op, for at få det giftige plantemateriale op igen. Afhængigt af hvad som er indtaget, mængden man får op og symptomer fra hunden, kan der blive tale om yderligere behandling. Derfor skal man søge dyrlæge straks efter, at man har opdaget at hunden har indtaget en giftig plante.

Generelle forgiftningssymptomer hos hund

De fleste giftige planter vil give opkast og diarre som primære symptom. Nogle planter påvirker dog også organer og blodlegemer, og det er derfor altid en god ide at konsultere med sin dyrlæge ved forgiftninger, for at få den rette rådgivning og behandling.

Typer af giftige planter for hunde

Giftige planter for hunde – Løgplanter

  • Belladonnalilje-slægten
    Mild til moderat. Symptomer er opkast til blodigt opkast, lavt blodtryk, diarre..
  • Amaryllis
    Giftigste del af planten er blomsterløget. Savlen, lavt blodtryk, mavesmerter, påvirket respiration, opkast og diarre. I alvorlige tilfælde kan ses slingren, kollaps og lammelsessymptomer
  • Clivia/Klivia
    Den giftigste del af planten er blomsterløget. Symptomer er opkast og diarre. Senere kan i alvorlige tilfælde ses slingren, kollaps og lammelsessymptomer.
  • Erantis
    Det giftige er rodknolden. Symptomer er kvalme, utilpashed, senere opkast og diarre. Indtaget kan påvirke hjertet og resultere i langsommere hjerterytme.
  • Fredslilje
    Alle liljer er giftige for hunde og katte. Der ses mundirritation, smerte, savlen, opkast, problemer med at synke.
  • Hyacint
    Løget er giftigt. Giver opkast og diarre.
  • Jacobs lilje
    Den giftigste del af planten er blomsterløget. Symptomer er opkast og diarre og ætsninger i munden.
  • Pinselilje
    Den giftigste del af planten er blomsterløget. Symptomer er opkast og diarre. Senere kan ses slingren, kollaps og lammelsessymptomer. 15gr fra løget kan være dødelig hos en middelstor hund.
  • September lilje
    Giftigste del af planten er blomsterløget. Opkast og diarre. Senere kan ses slingren, kollaps og lammelsessymptomer.
  • Påskelilje
    Mild til alvorlig. Den giftigste del af planten er blomsterløget. Der kan ses savlen, opkast, diarre, som kan være blodig og mave smerter. I alvorlige tilfælde kan hjerterytmen og respirationen påvirkes og der kan ses slingren, kollaps og lammelsessymptomer.
  • Vintergæk
    Det er løget som er mest giftigt. Symptomer er opkast og diarre.
  • Tulipan
    Mild til moderat. Symptomer er opkast evt. blodig, lavt blodtryk, diarre. Dødelig mængde er urealistisk stor, men de kan blive rigtig dårlige af det.

Giftige planter for hunde – Frugter, bær, grønt og krydderurter

Det er ikke alle frugter og bær som vores hunde kan tåle selvom mennesker kan. Et kastanjetræ i haven eller børnenes rosinpakker kan føre til alvorlige forgiftninger, uden at man som ejer når at opdage faren før det er gået galt.

  • Blommer
    Når hunde spiser blommer vil man i de fleste tilfælde se milde symptomer som diarre og/eller opkast. I træet og specielt i stenen findes der dog cyanid, så hvis hunden spiser blommerne kan der opstå cyanid forgiftning , symptomer er opkast, rystelser, respirationsbesvær og det kan ende med dødelig udgang. Man skal altid forhindre sine dyr i at spise blommerne i haven. Derudover kan blommekerne hos små hunde være fremmedlegemer der kan sætte sig fast og give obstruktion.
  • Hvidløg
    Akut kan ses opkast, derefter blodmangel som følge af nedbrydelse af de røde blodlegemer, rød urin, svaghed, nyresvigt. Det er i løg-familien og løg og hvidløg kan være rigtig giftigt for hunde og katte. Det ødelægger de røde blodlegemer og forhindrer deres evne til at transportere ilt rundt i kroppen. Hvidløg er ifølge gamle husråd velegnet mod flåter, men vi anbefaler man aldrig giver sin hund eller kat løg, hvidløg eller andre slags løg uanset mængde.
  • Purløg
    Som alle andre løg tåler hunde det ikke. Hvis indtaget i skadelige mængder kan det giver opkast, blodmangel pga. nedbrydelse af de røde blodlegemer, rød urin, svaghed, nyresvigt. I små mængder sker der ikke noget hvis hunden eller katten indtager purløg. Men det er i løg-familien og løg/hvidløg kan være rigtig giftigt for hunde og katte. Det ødelægger de røde blodlegemer og forhindrer deres evne til at transportere ilt rundt i kroppen.
  • Kartoffelplante
    Alvorlig (de kan godt tåle en kogt kartoffel). Det er det grønne i planten som er giftigt. Mavetarmbetændelse, kvalme, nedsat appetit, opkast og blodig diarre, i værste fald kan ses sløvhed, kramper og lammelser, i storemængder kan ses kollaps og bevidstløshed.
  • Kastanje
    Det er kastanjerne som er gifte. Symptomer ses efter 1-6 timer, men senere reaktion kan også forekomme. Hunden vil begynde at savle, der vil ses opkast, diarre, mavesmerter, øget drikkelyst, nedsat appetit. Ved indtag i store mængder ses dehydrering, feber, muskelkramper, stivhed i kroppen, lammelse og forstoppelse. 8-10 kastanjer dødeligt for en hund på 10 kg.
  • Koralkirsebær
    Symptomer er kvalme, opkast, mavesmerter, evt. blodig diarre. Planten kan påvirke nervesystemet og der kan ses rystelser, kramper, lammelser og evt. bevidstløshed
  • Polejmynte/poleo mynte/Pennyroyal
    Kan give opkast, diarre og leversvigt.
  • Rababer
    Mild til alvorlig. Det er bladene som er farligst. De vil ætse i munden og formentlig holde dyret fra at indtage ret meget. Hvis de dog spiser bladene kan ses symptomer som, mundsmerter, opkast, diarre og i værste fald nyresvigt.
  • Vindruer/rosiner
    Symptomer er uafhængigt af dosis. Symptomer er opkast, diarre, mavesmerter, øget tissetrang, øget drikkelyst, skælven, kramper. Kan give nyresvigt.

Giftige planter for hunde – Stueplanter

  • Azalea
    Giftig som rododendron. Mild til alvorlig. Giver opkast, savlen, diarre, mavesmerter, kvalme, manglende appetit, irregulær hjerterytme. Symptomer efter 0,5-6 timer.
  • Fingerfilodendron
    Lokalirriterende og ved indtag kan ses irritation i munden, smerter i maven, savlen, opkast, problemer med at synke.
  • Guldranke
    Ved indtag ses der mundirritation, smerter, savlen, opkast, svært ved at synke. Respirationen kan blive påvirket.
  • Kalla
    Mund irritation, smerte, savlen, opkast, svært ved at synke.
  • Sigøjnerblad /dieffenbachia
    Mild til moderat. giver mund irritation, smerter, savlen, opkast, svært ved at synke, kolik smerter, nedstemthed.
  • Julestjerne
    Det er blomsten som er værst, men hele planter er giftig. Opkast, savlen, diarre, mavesmerter, evt. temperaturstigning.

Giftige planter for hunde – Hække, buske & træer

  • Liguster
    Bladene er giftige, men meget bitre, så dem vil hunden formentlig aldrig tygge i, derimod kan de godt finde på at spise bærrene som også er giftige. Symptomer på forgiftning er savlen, opkast, mavesmerter, diarre. I meget alvorlige tilfælde kan ses kramper og kredsløbslammelser.
  • Thuja hæk
    Ætsende på hud og slimhinder. Kan give epileptiske kramper, mavesmerter, opkast, diarre, ødemer og koma. Kan give blødninger i mave-tarmkanalen og i hjertemuskulaturen. Derudover kan der kommer beskadigelser i lever og nyre. Ved optagelse af giften kan det give ødelæggende forandringer i kroppens væv, der i sidste ende kan lede til dødsfald.
  • Dværgbærmispel (cotoneaster)
    Symptomer er savlen, mundirritation, opkast og diarre evt. blodig. I alvorlige tilfælde kan ses øget temperatur, høj puls, udvidede pupiller, blå slimhinder og påvirkning af respirationen. Hunden vil oftest kaste bærrene op og derved nås ikke en dødelig dosis. Men hvis indtaget lammer respirationen kan hunden dø af det.
  • Guldregn
    Forgiftningssymptomer vil opstå inden for den første time efter indtagelse. Kvalme, øget tørst, kvælningsfornemmelser, udvidede pupiller, langsom puls, mavesmerter og opkast evt. blodig. Døden kan indtræffe allerede timer efter indtagelse, men også helt op til 2 døgn efter indtagelse. Døden indtræffer som følge af lammelser af respirationsorganerne.
  • Kristtorn
    Symptomer ses 0,5-3 timer efter indtagelse. Der ses opkast, savlen, diarre, mavesmerter og nedstemthed.
  • Mistelten
    Symptomer er opkast, diarre, savlen. I sjældne tilfælde ses manglende koordination, små pupiller, irritation i huden, øget urinering, kramper, sløvhed og åndedrætsforstyrrelser. Det er dog sjældent der ses andet end mavetarmsymptomer.
  • Nerie
    Symptomer er opkast, langsomt/hurtig hjerterytme, svaghed, død.
  • Olieplante/Ricinus
    Meget alvorlig. Symptomer er opkast, diarre, sløvhed, lever og nyreskader. Der skal ikke mange frø til at slå en hund ihjel.
  • Taks
    Symptomer er opkast, langsom eller hurtigt hjerterytme, svaghed, død.
  • Vedbend/Efeu
    Det er kun bærerne som har en koncentration som er giftig for dyr. Symptomer ved indtag er øget drikkelyst, kvalme, opkast, diarre, mavesmerter. Ved indtagelse af mange bær kan hunden gå i koma og dø inden for 1-2 døgn. Dødelig dosis kendes ikke.

Giftige planter for hunde – Stauder

  • Alpeviol
    Symptomer er savlen, opkast, diarre. Ved stort indtag kan hjertefunktionen påvirkes og der kan ses kramper og død.
  • Anemoner
    Opkast, svimmelhed, blod i urinen, kramper, shock, slimhinde skader, lammelse af respirationen. Man skal reagere hvis hunden eller katten æder flere.
  • Bjørneklo
    Planten er det der kaldes fototoksisk, som betyder at hudområder der kommer i kontakt med planten, bliver overfølsomme over for solens stråler. Solens stråler kan herefter forårsage forbrændinger med blister i huden, væskende hudreaktioner samt øjenskader. Der ses hyppigst skader på hundes hoved og næseparti. Indenfor de første par timer er huden kløende og bliver rød. Indenfor de næste 12-24 timer ses forværring af hudforandringer, hvor der opstår væskende blærer og forbrændinger. Hvis man opdager at hunden har været i kontakt med bjørneklo, skal huden vaskes straks. Det er vigtigt af hundeejer benytter handsker. Der kan ses fotosensitivitet af områderne flere måneder efter.
  • Stormhat
    Meget giftig. En af de giftigste haveplanter i hele Europa. Dødelig i meget små mængder. Forgiftning ses meget hurtigt og hvis hunden indtager det vil der ses; følelsesløshed i læber, tunge, mundhule, kvalme, opkast diarre. Følelsen mistes overalt på huden, konfus, da syn og hørelse svækkes, fald i temperatur, nedsat hjerteaktivitet. Døden indtræder efter 0,5-3 timer.

Rhododendron

  • Rododendron
    Mild til alvorlig. Symptomer opstår inden for 6 timer, typisk savlen, opkast, i alvorlige tilfælde kan der ses svaghed, irregulær hjerterytme, synstab og død.

Urter

  • Brændenælde
    Brænder som på os ved kontakt. Kan give nældefeber (udslæt og kløe) primært brænder de i lyske, poter og omkring munden hvor der ikke er pels. Kan give savlen og sjældent opstår en allergisk reaktion med opkast, muskelsitren, svaghed og vejrtrækningsbesvær.
  • Cannabis
    Mild til alvorlig. Der kan ses bedøvelse eller hyperaktivitet, opkast, diarre, urininkontinens, langsom hjerterytme, lav kropstemperatur, lavt blodtryk, koma, sjældent død.
  • Fingerbøl (plante)
    Alvorlig forgiftning, da de aktive stoffer påvirker hjertet. Symptomer er opkast, langsom eller hurtigt hjerterytme, svaghed, død.
  • Humle
    Symptomer er opkast, halsen, forhøjet kropstemperatur, kramper, død.
  • Liljekonval
    Symptomer er kvalme, opkast, langsom eller hurtig hjerterytme, diarre, mavesmerter, svimmelhed, svaghed, kollaps, død. Planten smager dårligt, så de vil dog sjældent indtage mængder der resulterer i død.
  • Primula
    Ætser ved berøring af planten og kan give betændelse og blære/knudeeksem. Det er en specifik kargift.

Svampe

  • Fluesvamp
    Alvorlig ved indtag. Der ses opkast, sløvhed, manglende appetit, diarre, leversvigt, gulsot, rystelser, kramper, død. Alle slags fluesvampe (rød, grøn osv.) er giftig for hunde og katte.

Alger

  • Blågrønne alger
    Leverpåvirkning, lammelser af muskler bl.a. respirationen, opkast, diarre, feber, mavekramper.