Hvorfor bør du vaccinere din kanin?
Artiklens indhold
I Danmark vaccinerer vi kaniner mod 2(3) sygdomme. Myxomatose (kaninpest) og rabbit haemorrhagic disease (RHD) der findes I to varianter, i daglig tale kaldet kanin gulsot.
Begge sygdomme er vidt udbredt og medfører en høj dødelighed hos kaniner.
Kaninpest (Myxomatose)
Kaninpest spredes især via bidende insekter som myg og lopper, hvorfor kaniner der holdes indendørs også er udsatte. Sygdommen er karakteriseret ved tumorlignende hævelser rundt om øjne, næse, mund, ører og i området rundt om endetarmen. Dødeligheden er meget høj, op til 100%.
Kanin gulsot (Rabbit haemorrhagic disease)
Kanin gulsot er særdeles smitsom og medfører ofte en pludselig død uden forudgående tegn på sygdom. Virussen spredes via urin, afføring og sekreter fra inficerede kaniner. Smitte kan også forekomme via insektbid. Virussen er yderst modstandsdygtig og kan overleve i flere måneder. Derfor kan kaninerne smittes både ved direkte kontakt to kaniner imellem, men også via inficerede vand – og foderskåle, børster, tøj og andre ting, der har været i kontakt med en inficeret kanin.
Forebyggelse
Begge sygdomme kan forebygges i en hvis grad ved at holde en god hygiejne, især hvor mange kaniner er samlet et sted, men den mest effektive forebyggelse er vaccination. Kaniner kan vaccineres mod begge sygdomme, og der findes nu også en samlet vaccination til formålet. Dyrlægen tilrettelægger den mest optimale vaccinationsplan for din kanin afhængig af dens vaccinationsstatus.