Gigt hos hund – Årsag og behandling

Hvad er gigt hos hund?

Hvordan fungerer et normalt led hos din hund?

Et sundt led hos en hund består af flere dele, der arbejder sammen for at give smidige og smertefrie bevægelser. Inde i leddet findes en ledkapsel, flere ledbånd, ledbrusk og en lille mængde ledvæske. Rundt om leddet ligger sener og muskler, som hjælper med at stabilisere leddet.

Ledvæsken fungerer som et naturligt "smøremiddel", så leddet kan bevæges uden friktion. Den giver også næring til ledbrusken, som fungerer som en elastisk stødpude mellem knoglerne.

Hvad sker der, når en hund udvikler gigt (slidgigt/artrose)?

Gigt - også kaldet slidgigt (artrose) - kan opstå i et helt normalt led eller som følge af andre ledproblemer, f.eks. efter skader, medfødte fejl eller gentagen overbelastning.

Når leddet belastes mere, end det kan tåle, starter kroppen en inflammationsproces for at forsøge at reparere skaden. Desværre bliver det ofte starten på en ond cirkel:
  • Ledvæsken ændrer sig
Den bliver tyndere og mister sin smørende effekt. Det betyder, at brusken ikke får nok næring og begynder at blive slidt.
  • Ledbrusken tager skade
Normalt er brusk glat og elastisk, men ved artrose bliver den ujævn og mister sin stødabsorberende funktion. Med tiden kan brusken slides og helt forsvinde der, hvor belastningen er størst, så knoglerne gnider mod hinanden - og det gør ondt.
  • Kroppen forsøger at beskytte leddet
Der dannes ekstra knoglevæv (såkaldte knoglepålejringer), og ledkapslen bliver tykkere. Leddet bliver stivere, og bevægelsesevnen bliver mindre.
  • Hunden ændrer sin måde at bevæge sig på
For at skåne det ømme led begynder hunden at kompensere ved at bruge kroppen anderledes. Det kan give overbelastning af andre led og muskler - og nogle hunde får faktisk mere ubehag fra musklerne end fra selve leddet.

 

Primær gigt (artrose) hos hund

Primær artrose hos hund opstår i led, som oprindeligt har været helt normale, men som over tid er blevet udsat for belastning - for eksempel på grund af overvægt, hårdt fysisk arbejde eller gentagne belastninger.

Denne type gigt ses oftest hos ældre hunde og rammer typisk de vægtbærende led som albuer, hofter, knæ og haser.

 

Sekundær gigt (artrose) hos hund

Sekundær artrose udvikles i led, der fra starten har været ustabile og derfor ikke kan klare normal belastning. Den mest almindelige årsag til sekundær artrose er medfødte problemer eller vækstforstyrrelser, såsom albueledsdysplasi, hofteledsdysplasi, osteochondrose eller patellaluksation.

Når ledfladerne ikke passer perfekt sammen, bliver brusken udsat for unormal belastning og bliver slidt.

Nedslidningen kan ske gradvist, men der kan også opstå helt akutte skader - for eksempel hvis hunden laver pludselige eller kraftige bevægelser under leg. Sekundær artrose kan også ses hos hunde, der er født med helt normale led, men senere har fået traumatiske skader såsom korsbåndsruptur, ledinfektioner eller tidligere brud.

 

Symptomer på gigt hos hund - hvordan kan du opdage det?

Hunde skjuler ofte smerte, men du kan holde øje med følgende tegn på gigt hos hund:
  • Halthed eller ændret bevægelsesmønster.
  • Modvilje mod at hoppe op, gå på trapper eller lege.
  • Hvis hunden har svært ved at finde ro om natten.
  • Stivhed, især efter hvilke, og/eller halthed i et eller flere ben efter hvile.
  • Halthed der kommer og går.
  • Mindre lyst til motion, fx mindre interesse for de sædvanlige lange gåture.
  • Ændret adfærd - nogle hunde bliver mere tilbagetrukne eller irritable.
  • Muskelspændinger, ømhed samt hævede eller varme led.
Jo flere af ovenstående symptomer passer, kan det være tegn på atrose i et eller flere led.

Jo tidligere man opdager artrose hos hund, jo bedre kan man behandle og hjælpe hunden.

Er du i tvivl om din hund har gigt? Tryk på linket her for at booke tid til en konsultation

Dyreklinikker der kan hjælpe