FIV - Kattenes HIV (Katte-AIDS)

Moderate Moderate

Moderate

Hvis du er usikker på, om dit kæledyr ikke har det godt, så kontakt din nærmeste dyreklinik.



FIV (Feline Immunodeficiency Virus)

Er en virussygdom hos katte, som påvirker immunforsvaret. Virussen tilhører samme virusfamilie som HIV hos mennesker, og derfor omtales sygdommen undertiden som "kattenes HIV" eller "katte-AIDS". FIV er dog en helt anden virus end human HIV og kan ikke smitte mennesker.

FIV blev første gang identificeret i Californien i 1986, men sygdommen har sandsynligvis eksisteret hos katte længe før dette. FIV forekommer hos katte over hele verden. Sygdommen ses hyppigst hos fritgående, ukastrerede hankatte, da smitte ofte sker i forbindelse med slagsmål mellem katte.
 


Hvordan smitter FIV hos katte?

FIV smitter primært gennem bid, hvor virus overføres via spyt til blodbanen. Derfor er kattekampe den vigtigste smittevej.

Smitte kan også overføres ved blodtransfusioner fra en smittet kat. Derimod smitter FIV ikke let gennem almindelig social kontakt mellem katte, og risikoen for smitte via madskåle, vandskåle, kattebakker eller fælles ophold i hjemmet anses for meget lav.

Smitte fra en drægtig hunkat til hendes killinger kan forekomme, men vurderes som sjælden under naturlige forhold. Der findes heller ingen dokumentation for, at insektbid overfører FIV mellem katte.
 


Symptomer på FIV hos katte

Forløbet af en FIV-infektion kan variere meget fra kat til kat. Sygdommen inddeles typisk i tre faser:

- Akut fase

Kort tid efter smitte kan nogle katte udvikle milde symptomer såsom feber, nedsat appetit eller hævede lymfeknuder. Mange katte viser dog ingen tydelige symptomer.

- Latent fase

Efter den akutte fase kan katten fremstå helt rask i måneder eller år. Virussen er dog fortsat til stede i kroppen.

- Kronisk fase

Hos nogle katte svækkes immunforsvaret gradvist over tid. Dette kan gøre katten mere modtagelig for infektioner og andre sygdomme.

De mest almindelige problemer hos katte med fremskreden FIV-infektion omfatter:

  • Kronisk betændelse i mundhulen (stomatitis)
  • Tandkødsbetændelse og andre mundhuleproblemer
  • Tilbagevendende infektioner i de øvre luftveje
  • Kroniske hudproblemer
  • Øjenbetændelse
  • Mave-tarm-lidelser
  • Vægttab og nedsat almen tilstand
  • Visse former for kræftsygdomme
  • Neurologiske eller adfærdsmæssige forandringer
 

Hvordan stilles diagnosen på FIV hos katte?

FIV diagnosticeres som regel ved en blodprøve, hvor man undersøger, om katten har dannet antistoffer mod virusset.

Hos de fleste katte betyder en positiv antistoftest, at katten er smittet med FIV og forbliver smittebærer resten af livet. Som ved alle diagnostiske tests kan der dog forekomme både falsk positive og falsk negative resultater.

Testresultatet bør derfor altid vurderes sammen med kattens sygehistorie, symptomer og øvrige kliniske fund. Ved tvivlsomme resultater kan det være nødvendigt at supplere med yderligere undersøgelser, eksempelvis PCR-test eller en ny blodprøve efter en periode.

Hos killinger under seks måneder kan en positiv test skyldes antistoffer, som er overført fra moderkatten. En positiv test hos en ung killing betyder derfor ikke nødvendigvis, at killingen selv er smittet, og en ny test anbefales senere.
 


FIV hos katte og avl

Det anbefales, at avlskatte testes regelmæssigt for FIV. Nye avlsdyr bør testes inden introduktion til et eksisterende opdræt, og opdrættere bør så vidt muligt begrænse kontakten med katte af ukendt FIV-status.
 


Kan mennesker smittes med FIV?

Nej. FIV smitter kun katte og udgør ingen sundhedsrisiko for mennesker eller andre husdyr. Selvom FIV og HIV tilhører samme virusfamilie, er virusserne arts-specifikke og kan ikke smitte mellem katte og mennesker.
 


Kan en FIV-positiv kat leve et godt liv?

Ja. Mange FIV-positive katte lever i dag lange og gode liv. Regelmæssige sundhedskontroller, god forebyggende sundhedspleje og hurtig behandling af eventuelle infektioner er vigtige for at bevare kattens livskvalitet. Levetiden påvirkes af en række faktorer, herunder kattens alder ved diagnosen, immunforsvarets funktion samt udviklingen af sekundære infektioner eller andre følgesygdomme.

For at mindske risikoen for at smitte andre katte anbefales det generelt, at FIV-positive katte holdes indendørs eller i en sikret have eller løbegård.
 


Kan FIV hos katte forebygges?

Nej ud over at man som ansvarlig katteejer holder katten indendørs eller i lukkede løbegårde så de ikke smitter andre katte kan man desværre ikke forebygge. Der findes ingen vacciner eller behandlinger mod virussen.