Addisons sygdom hos hund – Symptomer og behandling
Artiklens indhold
Hvad er Addisons sygdom?
Addisons sygdom skyldes mangel på binyrebarkhormoner, som dannes i binyrerne. Binyrebarkhormoner er livsnødvendige, idet de spiller en rolle for mange af kroppens naturlige funktioner. Mangel på disse hormoner kan give både helt akutte eller mere snigende, kroniske problemer hos hunden.
Symptomer på Addisons sygdom hos hund
Typisk har en hund med Addisons sygdom haft gentagne episoder med diarre og opkast. Disse episoder kommer hunden sig ofte over med ro og støttebehandling. Tilstanden vil tage til og der kan yderligere ses symptomer som slaphed, nedstemt, blodig diarre, nedsat appetit og nogle gange øget drikkelyst og øget urineringstrang.
Episoderne bliver forværret over tid og hunden bliver mere påvirket og tydeligt mere dårlig og kollapser. I denne akutte fase er sygdommen livstruende og kræver hurtig behandling, da kroppen er i en shock tilstand som følge af mangel på binyrebarkhormoner.
Hvorfor får hunde sygdommen?
Addisons sygdom udvikles, fordi binyrerne stopper med at danne binyrebarkhormoner. Det sker hyppigst på grund af nedbrydning af vævet i binyrerne. En anden årsag er mangel på udskillelse af signalstof fra hjernen, som dermed bremser udskillelsen af binyrebarkhormoner fra binyrerne.
Hunde der er disponerede for at få Addisons sygdom
Addisons sygdom er en sjælden lidelse. Men unge til midaldrende tæver er overrepræsenterede blandt beskrevne tilfælde.
Hvor alvorlig er sygdommen?
Addisons sygdom kan give anledning til en akut, livstruende shocktilstand, og de akutte tilfælde kræver hurtig behandling og indlæggelse på et dyrehospital, indtil hundens tilstand er blevet stabil. Uden korrekt behandling er tilstanden dødelig. Sygdommen kræver efterfølgende livslang medicinering.
Hvordan stilles diagnosen?
I det akutte forløb handles hurtigt, men drejer det sig om et snigende, kronisk forløb, kan udredning og behandling strække sig over flere besøg hos dyrlægen.
Ved at spørge ind til din hunds symptomer kan dyrlægen få de oplysninger, der er nødvendige. Det vil blandt andet dreje sig om appetit, drikkelyst, forekomst af opkast, diarre, hundens almenbefindende og om der har været tidligere episoder med samme symptomer.
Derpå udføres en klinisk undersøgelse for blandt andet at vurdere hundens almenbefindende, kredsløb, kropstemperatur med mere.
Ved mistanke om underliggende sygdom udtages en blodprøve, der kan give et billede af, hvor påvirket kroppen er af sygdomstilstanden. I blodprøven findes flere markører, som kan give mistanke om diagnosen Addisons sygdom. Mistanken bekræftes ved at udføre en stimulationstest af hundens binyrer, hvorefter diagnosen kan stilles.
Behandling af Addisons sygdom
Behandling består i at forsyne kroppen med de hormoner, den ikke selv kan danne.
Når hunden indlægges i det akutte forløb er det for at stabilisere den shock tilstand hunden er i hurtigst muligt. Behandlingen under indlæggelse består af intensiv væskedrop og binyrebark injektioner. Når patienten er stabil vil den videre behandling i hjemmet være en daglig tabletbehandling kombineret med månedlig injektionsbehandling.
Behandlingen er livslang og kræver løbende kontrolbesøg med blodprøve, hvor medicindosis tilpasses så sygdommen er velreguleret.
Fremtiden for en hund med Addisons sygdom
En hund med det akutte sygdomsforløb, kan have livstruende sygdom og risikere at dø eller blive aflivet grundet de alvorlige påvirkninger af kroppen.
Såfremt sygdommen diagnosticeres og behandles i tide, er fremtiden for hunden god. Det forudsætter dog jævnlig kontrol for om medicindosis er tilpas, og dermed at der er et godt samarbejde mellem hundeejer og dyrlæge.
Relaterede sygdomme
Addisons sygdom hos hund kan ligne mange andre sygdomstilstande. Og da det er en sjælden tilstand, vil andre diagnoser være med i overvejelserne hos dyrlægen. Det drejer sig for eksempel om tarmbetændelse, nyresygdom og forgiftningstilstande.
Addisons sygdom skyldes mangel på binyrebarkhormoner. Den modsatte tilstand findes også hos hunde. Den kaldes Cushings syndrom og skyldes overdreven udskillelse af binyrebarkhormoner.