Laparoskopisk sterilisation af hund – Kikkertoperation

Laparoskopisk sterilisation af hund på Evidensia Dahlgaard Dyreklinik i Birkerød

Laparoskopisk sterilisation af hund på Evidensia Dahlgaard Dyreklinik i Birkerød. Skopi udstyret bliver ført ind igennem to små porte i huden, og ind i bughulen.

Hvad er en laparoskopisk sterilisation af hund?

Ved kikkertsterilisation foretager man en sterilisation af en tævehund ved hjælp af moderne skopi-udstyr igennem 1-3 små indsnit i huden. Via disse indsnit kan man foretage det nødvendige indgreb, men uden at skulle åbne op som ved almindelig sterilisation.

Hvordan foregår operationen?

Laparoskopisk sterilisation af hund foretages ambulant, d.v.s. fra morgen til eftermiddag, og foregår i bedøvelse, ligesom ved enhver anden operation. Igennem de nævnte små indsnit i huden sætter man specielle smalle metalrør (kaldet porte) ind i bughulen, som pustes op. Med en slank kikkert og specielt fiberlys kan man se organerne på en tilhørende monitor, og foretage det nødvendige indgreb med specielle tænger, men uden at skulle åbne op på traditionel vis. Man formindsker dermed væsentligt det traume, som ellers kan opstå ved en operation. Man lukker huden igen med nogle få sting, som kan fjernes efter ca. 10 dage.

Det kræver specielt udstyr og erfaring at kunne foretage en laparoskopisk sterilisation af en hund. Hunden kan sendes hjem samme dag, og vil typisk kunne genoptage sin hverdag ganske hurtigt. Hos mennesker har man lavet kikkertoperationer i mange år, og i dag foretages en lang række indgreb som kikkertoperationer, da man netop kan mindske risikoen for nogle af de problemer, som ellers kan opstå ved traditionelle operationer.

Fordele ved en laparoskopisk sterilisation af hund

Både hund og ejer oplever det som en bedre og mere skånsom løsning, og hunden vil ophele lettere og hurtigere end ved almindelig sterilisation. Af samme grund behøver man som regel ikke krave efter operationen, da selve såret er tilpas lille og ikke giver hunden anledning til at skulle slikke i det.

Behovet for smertestillende medicin efter en laparoskopisk sterilisation er klart mindre, og ofte kan man nøjes med ganske få dage.

Generelle fordele ved sterilisation

Udover fordelene ved en laparoskopisk sterilisation, vil sterilisation af den unge tæve generelt også mindske risikoen for udviklingen af mammatumores (en form for brystcancer), og risikoen for en række andre sygdomme, bl.a. livmoderbetændelse og sukkersyge. Jo tidligere man steriliserer tæven, des bedre forebyggelse af de nævnte sygdomme.

Ulemper ved laparoskopisk sterilisation af hund

Nogle hunde kan være for overvægtige til, at metoden kan fungere optimalt. I sjældne tilfælde vil der være behov for alligevel at åbne på traditionel vis, f.eks. hvis det viser sig, at der er forandringer i æggestokke eller livmoder, som kræver større fysisk tilgang. Alle tævehunde som steriliseres, vil – uanset metoden – have lettere ved at tage på i vægt. Man skal derfor påregne efterfølgende at reducere foderet med ca. 20-25 %.

Undtagelsesvist kan man efter operationen opleve, at hunden bliver urininkontinent – nogle gange endda længe efter sterilisationen – og det kan ske uanset om det er med traditionel operation eller kikkertmetode. Det skyldes mangel på det hunlige kønshormon østrogen, som kroppen ikke længere producerer, da man ved operationen har fjernet begge æggestokke. Vi har i dag gode muligheder for at behandle denne tilstand med medicin, og det udgør derfor ikke det store problem.

Hvilke hunde kan steriliseres med en kikkertoperation?

I princippet kan alle tævehunde kikkertsteriliseres, unge som gamle. En typisk patient er en yngre tæve på 1-2 år, men også ældre tæver på 6-10 år kan med stor fordel opereres på denne måde. Meget små tævehunde (på under 4-5 kg) kan være en udfordring, og det vil derfor afhænge af hundens anatomi og kropsbygning.

Hvornår bør man sterilisere sin hund?

Den danske dyrlæge forening anbefaler at det optimale tidspunkt for sterilisation er mellem 1 og 2 løbetid d.v.s. når de er omkring 1 år, mens man i udlandet gerne steriliserer unghunde længe før 1. løbetid, hvilket også er en mulighed. Det er bedst at undgå at foretage indgrebet mens tæven er i løbetid, og i så fald venter man typisk med at sterilisere til tiden mellem 2 løbetider, d.v.s. mindst 2 måneder efter afsluttet løbetid. Hvis hunden er pseudodrægtig udsætte operationen lige ledes indtil tilstande igen er i hvile.

Priser kan variere mellem vores dyreklinikker. Find din dyrekliniks generelle prisliste her:

Gå til prislisterne

Dyreklinikker der tilbyder denne ydelse