Korsbåndsoperation hos hund

Hunde har, ligesom mennesker, to korsbånd i knæet. Korsbåndets funktion er at holde knæleddet stabilt. Et sprunget korsbånd hos hund er en almindelig lidelse, der kan ses hos hunde i alle racer. Midaldrende hunde er oftest disponeret, og årsagen skyldes i de fleste tilfælde længerevarende slitage af korsbåndet, inden dette overrives helt eller delvist.

Korsbåndsoperation hos hund på Evidensia Karlslunde Dyrehospital. Ved en korsbåndsoperation kan man bruge forskellige operationsmetoder, f.eks. en TTA operation som på billedet. TTA operationen virker ved at overflødiggøre det forreste korsbånd.

Symptomer på et sprunget korsbånd

Halthed på det bagben hvor korsbåndet er sprunget, er det mest almindelige symptom. Haltheden kan opstå akut, f.eks. efter leg eller motionering eller komme gradvist over uger. Ved akut opstået korsbåndsskade hos hund, vil den som oftest være springhalt på benet, og vil sidde med benet strakt ud til siden. Hvis hunden har sprunget korsbåndet på begge knæ samtidigt, kan det være vanskeligere at se at den halter, og man vil som ejer typisk opleve, at hunden går med en ”stikkende” gang, og har svært ved at rejse sig.

Hvordan stiller dyrlægen diagnosen?

Diagnosen stilles af en erfaren kirurg, som ved at mærke på stabiliteten i knæet kan afgøre, om det er løsere end normalt. Undersøgelsen suppleres som regel med røntgenbilleder der kan afsløre forandringer i knæet, der er opstået som følge af korsbåndsskaden. I enkelte tilfælde hvor korsbåndet ikke er overrevet helt, kan det være nødvendigt at supplere ovenstående undersøgelser med udtagelse- og undersøgelse af ledvæske eller kikkertoperation af knæleddet.

Hvornår er en korsbåndsoperation hos hund aktuel?

Hvis din hund har sprunget korsbåndet, har den i langt de fleste tilfælde brug for en korsbåndsoperation.

Kun ganske sjældent, hvor operation af forskellige årsager ikke kan lade sig gøre, f.eks. ved tidligere operation i knæet, alvorlige hjerteproblemer der forhindrer langvarig anæstesi mm. kan den behandles medicinsk. Dette giver som regel et langt genoptræningsforløb, et dårligere resultat med stor risiko for gigt og er som regel kun muligt ved små hunde.

Der findes flere typer af korsbåndsoperationer til hund, der anvendes til stabilisering af knæet efter en korsbåndsskade. Valget af operationsmetode afhænger af flere faktorer. Der anvendes oftest metoder som TTA (Tuberositas tibia advancement) eller TPLO (Tibia Plateau Leveling Osteotomy) på større hunde, mens mindre hunde kan opereres med en metode, hvor det sprungne korsbånd erstattes med en tråd. Nyere studier viser dog, at det i højere grad er knæets opbygning samt knævinklen, der afgør hvilken operationstype, der vil give det bedste resultat. Af denne årsag foretages altid opmålinger af knæet på røntgenbilleder, inden operationsmetoden vælges og korsbåndsoperationen kan planlægges.

TTA vs. TPLO operation hos hund

TTA operation på en hund på Evidensia Karlslunde Dyrehospital.

TTA samt TPLO er to operationstyper, der på forskellig vis virker ved at overflødiggøre det forreste korsbånd. Ved en TTA flyttes det nedadgående træk i knæet fra det sprungne korsbånd, så det efter operationen i stedet varetages af det lige knæskalsligament. Ved en TPLO ændres vinklen i knæet, således at biomekanikken i knæet ændres, hvorved det nedadgående træk i knæet gøres mindre og knæet således stabiliseres.

Begge operationstyper kan anvendes til mange af de samme patienter, men der findes tilfælde, hvor den ene operation er at foretrække frem for den anden. Dette afgøres af kirurgen i forbindelse med røntgen-optagelserne af knæet.

Genoptræning efter en korsbåndsoperation hos hund

Ca. 10 dage efter operationen aftales et kontrolbesøg. Her kontrolleres operationssåret og eventuelle sting fjernes. Der vil være en samtale med ejer om, hvordan hunden har det og evt. genoptræning planlægges ved vores uddannede fysioterapeut. Et genoptræningsforløb er individuel og består typisk af både behandlinger hos fysioterapeuten samt hjemmeøvelser. Genoptræning kan være med til at bevare den normale belastning, så det modsatte knæ ikke overbelastes og dermed kan blive beskadiget.

Der går typisk ca. tre måneder fra operationstidspunktet til hunden kan bruge benet, som den plejer. Langt de fleste hunde kan tage let støtte på benet allerede dagen efter operationen, men bør kun luftes i snor indtil knæet er helet. Vi anbefaler et kontrolrøntgenbillede 8 uger efter en TTA eller TPLO operation, for at kontrollere ophelingen af knæet.

Kan jeg forvente at min hund bliver haltfri efter en korsbåndsoperation?

Prognosen er god efter en korsbåndsoperation hos hund. Generelt forventes det, at mere end 90 % af hundene går uden at halte, når genoptræningsforløbet er overstået. De bedste resultater opnås, når smertebehandling, genoptræning hos fysioterapeut samt hjemmeøvelser følges som planlagt.

Eventuelle komplikationer i forbindelse med en korsbåndsoperation hos hund

Heldigvis foregår de fleste operationer uden alvorlige komplikationer. I enkelte tilfælde kan hunden begynde at halte igen efter operationen. Dette skyldes som regel, at hunden har været for aktiv inden knæet er ophelet, og vil i de fleste tilfælde kunne behandles med ro og smertestillende.

I enkelte tilfælde kan der ses skade på den ene menisk måneder efter operationen. Sker dette, vil den beskadigede del skulle fjernes ved et mindre indgreb under narkose.

Pris på korsbåndsoperation hos hund

Prisen på en korsbåndsoperation hos hund kan variere alt efter hvor meget der skal laves. Vi anbefaler at du ringer til den dyreklinik du ønsker at benytte og får et estimat i forhold til prisen.

Dyreklinikker der tilbyder denne behandling

Vent venligst på, at dyreklinikkerne bliver opført