Vejrtrækningsproblemer hos hund

Vejrtrækningsproblemer hos hunde ses først og fremmest hos racer med en kort snude, de såkaldte brachycephale racer. Brachycephalt syndrom omfatter en række forskellige problemer. Et af dem er vejrtrækningsproblemer. I begyndelsen er symptomerne på misdannelserne forholdsvis milde, men besværet forværres med alderen. Et synligt fysisk tegn på brachycephalt syndrom er smalle næsebor. De går indad som en lille vinge, så næseborene blot bliver til en lille sprække i stedet for et hul. Når hunden trækker vejret, trækker vingen sig ind, så det bliver som en ventil.

Hvornår skal jeg søge dyrlægehjælp?

  • Hvis det raller og larmer fra næsen og svælget, både når hunden sover og er vågen.
  • Hvis du ser, at hunden koncentrerer sig om at trække vejret.
  • Hvis din hund har svært ved at ligge ned.
  • Hvis din hund har åben mund hele tiden.
  • Hvis din hund får flere problemer, når den bevæger sig, og det er varmt udenfor.

Hvad gør dyrlægen?

Ofte er det nødvendigt med et operativt indgreb. Det bør gøres så tidligt som muligt, inden strukturerne bliver alt for slappe. Med kirurgi kan man i visse tilfælde korrigere næseborene, den for lange og bløde gane samt fjerne slimhindefolder.