Kryptorkisme hos hund

Kryptorkisme hos hund ses bl.a. hos pudler

Der er lavet studier på forekomst af kryptorkisme hos hund, der viser at der findes en øget tendens hos bl.a. chihuahua, dværg schnauzer, pomeranier, shetland sheepdogs, yorkshire terrier og pudler. Kryptorkisme er arveligt. Det frarådes derfor, at der avles på hunde der er kryptorkide.

Kryptorkisme hos hund er en tilstand hvor den ene eller begge testikler, ikke er faldet ned i pungen som hos den normale hanhund. Testiklerne kan i stedet blive liggende i maven (bughulen), i lysken, eller lige ved siden af pungen (også kaldet præskrotalt).

Derfor opstår kryptorkisme hos hunde

Testiklen bevæger sig ned i pungen efterhånden som hunden vokser. Der sidder en streng fra testiklen og ned i pungen, som i normale tilfælde sørger for, at testiklen finder vej ned i pungen, efterhånden som hunden vokser. Hvis der er en defekt i denne streng, eller hvis der f.eks. sker en for hurtig eller langsom vækst, kan det resultere i, at testiklen ikke finder vej.

Hunderacer der er disponerede for kryptorkisme

Der er lavet studier på forekomst af kryptorkisme hos hund der viser, at der findes en øget tendens hos bl.a. chihuahua, dværg schnauzer, pomeranier, shetland sheepdogs, yorkshire terrier og pudler.

Kryptorkisme er arveligt. Det frarådes derfor, at der avles på hunde der er kryptorkide.

Kan en hund der har kryptorkisme få hvalpe?

Ja, en hanhund der er kryptorkid kan som udgangspunkt godt få hvalpe, men da det er en arvelig tilstand, fraråder man avl på disse hanhunde.

Er hanhunden kryptorkid på begge testikler, kan han være steril. Testiklerne påvirkes af den højere kropstemperatur i bughulen, og giver herved en dårligere sædkvalitet.

Diagnosticering af kryptorkisme

Det er ofte ved en almindelig hvalpe sundhedsundersøgelse, at dyrlægen opdager, at den ene eller begge testikler mangler i pungen, og at hanhunden er kryptorkid. Der er en teoretisk mulighed for, at testiklen kan finde vej ned i pungen, indtil hunden er 6 måneder gammel. Den endelige diagnose stilles derfor oftest herefter.

Hvis ikke den kryptorkide testikel kan mærkes ved siden af pungen eller i lysken, kan man ved hjælp af en ultralydsundersøgelse skanne bughulen, og lokalisere testiklen. Ved ultralydsundersøgelsen kan man se størrelsen på testiklen, hvor den ligger, samt om der er andre unormale fund på testiklen (f.eks. hvis der er tale om en ældre hanhund – om testiklen har udviklet sig til en tumor).

Behandling af kryptorkisme hos hund

Ved kryptokisme hos hund, kan man ikke kastrere hunden på almindelig vis. Ligger testiklen i lysken, er man nødt til at lave 2 snit i huden – 1 over testiklen i lysken, og 1 over testiklen i pungen.

Drejer det sig om en kryptorkid hund, hvor testiklen ligger i bughulen, kan man lave en laparoskopisk kastration. En laparoskopisk kastration af en kryptorkid hund, er en skånsom operation, hvor man via to små snit kan indføre kamera og tang, og udføre kastrationen igennem disse.

Hvad betyder det for hunden at den har kryptorkisme?

En testikel som ligger inde i lysken eller i bughulen, er udsat for en højere temperatur, end hvis den befandt sig i pungen. Varmen kan påvirke vævet i testiklen og medføre at den omdannes til en tumor (kræftknude). Studier har vist, at det forekommer hos omkring 10% af hunde der lider af kryptorkisme. Derudover er der en risiko for, at testiklen i bughulen kan sno sig om sig selv, og at blodtilførslen til den lukkes. Ved begge disse tilstande, er man nødt til at kastrere hunden, og ved sidstnævnte er det nødvendigt at operere hunden akut.

Da vi ved at kryptorkisme er arveligt betyder det også, at hunden bør udelukkes fra avl.

Dækkes behandling af kryptorkisme af en sundhedsforsikring?

I normale tilfælde dækkes kastration ikke af en sundhedsforsikring, da det er en tilvalgt operation. Er der tale om, at man er nødt til at kastrere hunden pga. sygdom, er det muligt at de dækker. Det vigtigste er, at man selv tager kontakt til sit forsikringsselskab, og hører hvordan man er dækket ind.

Stambogsførte hunde i DKK – Købsaftale ift. kryptorkisme

DKK anbefaler ved køb af en familiehund som viser sig at være kryptorkid, at køber får et nedslag i købesummen, typisk på 15%. Har man købt hunden til avl eller udstilling, kan køber ophæve købet (dvs. levere hunden tilbage og få pengene retur), eller man kan få et nedslag i købesummen på typisk 50%, hvis køber ønsker at beholde hunden.

Fremtiden for en hund med kryptorkisme

En kryptorkid hund med en testikel i bughulen kan udvikle komplikationer, f.eks. kræft og at testiklen snor sig om sig selv. Har du en hund med kryptorkisme, bør du overveje at kastrere din unghund for at undgå dette. Hvis du vælger at kastrere din hund, er fremtiden lige så god, som for en ikke kryptorkid kastreret hanhund.

Hvis du er i tvivl om hvad der er det rigtige for din hund, eller om din hund er kryptorkid, er det en god ide at kontakte dyrlægen og få en tid til en sundhedsundersøgelse.