Idiopatisk trigeminus neuropati

Heste i alle aldre kan få Ideopatisk Trigeminus Neuropati, men gennemsnitsalderen er omkring 9 år. Hyppigst rammes vallakker, herefter hopper og så hingste. Ser man på hesteracer, så rammes fuldblodsheste hyppigst og herefter sportsheste, der anvendes til dressur eller spring.

Sygdommen blev første gang beskrevet i 1897 og på trods af, at man har kendt til sygdommen i rigtig mange år, har vi stadig flere spørgsmål end svar omkring den. Årsagen til sygdommen kendes ikke, men den medfører en sensibilisering af trigeminus nerven, som styrer sanseinputtene fra store dele af hovedet. Herved opfattes ikke smertefulde stimuli pludselig som meget smertefulde. Symptomerne kan være til stede i både hvile og under arbejde, men er som regel værst under arbejde.

Heste i alle aldre kan få sygdommen, men gennemsnitsalderen er omkring 9 år. Hyppigst rammes vallakker, herefter hopper og så hingste. Ser man på hesteracer, så rammes fuldblodsheste hyppigst og herefter sportsheste, der anvendes til dressur eller spring. Sygdommen er ofte sæsonbetonet, med de værste symptomer i forår og sommer.

Sygdommen har gerne en række udløsende ”trigger-faktorer”, som er vigtige at notere sig. Som eksempel her på kan nævnes sollys, vind, varme, regn/sne, pollen, insekter. Dette kan forklare, hvorfor symptomerne oftest forværres udendørs.

Symptomerne opdeles typisk i 4 grader, alt efter hvor alvorlige de er:

• Grad 1: Enkelt vertikale (op-ned) slag med hovedet/mulen, ingen problemer under ridning.
• Grad 2: Tydelige slag med hovedet/mulen, mildt ubehag for hesten, milde  rideproblemer, mild gnubben af mule og sammentrækning af næseborene.
• Grad 3: Tydelige symptomer i form af  kraftige slag med hovedet/mulen, slag med forben efter mulen, fnysen, tegn på ubehag og farligt at ride hesten, da den laver pludselige stop og evt. stejler.
• Grad 4: Ridning er umulig og der ses tydelige tegn på ubehag og smerte, både i boksen og på fold samt under håndtering. Farligt at håndtere hesten, da den ikke ænser den, der håndterer den, men har fuld fokus på smerteundvigende adfærd.

Hvordan stilles diagnosen idiopatisk trigeminus neuropati?

Diagnosen kan være svær at stille og kræver en grundig anamnese (forhistorie) og klinisk undersøgelse af hesten. Ved hjælp af disse, vil dyrlægen forsøge at udelukke de mest gængse årsager til den ændrede adfærd hos hesten, så som halthed og smerter relateret til bevægeapparatet, mundhule/tandlidelser, allergi, øjensygdomme, luftvejssygdomme osv.

Her ud over kan undersøgelser så som endoskopi (kikkertundersøgelse) af luftveje og luftposer, røntgen af hovedet og en udvidet øjenundersøgelse komme på tale, hvis de indledende undersøgelser indikerer, at årsagen skal findes her.

Den bedste metode til at visualisere eventuelle sygdomme i hovedet, der kan udløse symptomerne, er en CT-scanning. CT-scanningen kan udføres i sedation (beroligelse) mens hesten står op og giver et meget detaljeret billede af hesten hoved og eventuelle patologiske forandringer og giver et komplet billede af bl.a. kæbeled, tungeben og tandrødder. Som supplement hertil kan dyrlægen i de tilfælde, hvor der ikke stilles en diagnose på CT-scanningen, vælge at anlægge en blokade (bedøvelse) af trigeminus nerven. Holder hesten op med at ryste på hovedet efter blokaden indikerer det, at hesten har sygdommen, mens en negativ blokade ikke kan udelukke, at hesten har sygdommen alligevel. For at blokaden kan anlægges, kræver det, at hesten ryster konsekvent på hovedet, når undersøgelsen foretages.

Hvordan behandles idiopatisk trigeminus neuropati?

Neuropatisk (nerverelateret) smerte responderer ikke på de gængse typer af smertestillende medicin, hvorfor behandling med finadyne m.m. ikke vil have nogen gavnlig effekt. Bliver hesten bedre af smertestillende behandling, skal en anden sygdom end idiopatisk headshaking søges som årsag til symptomerne.

Mange behandlinger er blevet prøvet af gennem tiden, ofte med varierende succes.

Man har f.eks. i en årrække forsøgt sig med en operation, hvor en lille spiral lægges ind tæt ved trigeminus nerven via den infraorbitale kanal (lille knoglekanal i kraniet). Herved ønskede man at opnå en sclerosering (arvævsdannelse) omkring nerven, hvorved input fra nerven skulle mindskes og smerterne forsvinde/aftage. Desværre har behandlingen haft meget varierende effekt hos mange af de heste, som fik operationen udført. Hos en del heste forsvandt symptomerne ikke og hos andre kom de hurtigt igen efter en symptomfri periode. Yderligere sås at mange heste kunne have svære smerter i tiden efter operationen og endelig er der debat omkring, hvorvidt heste, der har fået foretaget denne operation, må deltage i stævner under Dansk Ride Forbund.

Behandlinger som har været forsøgt på mennesker, er også prøvet af på heste. Som eksempel kan nævnes carbamazepin og gabapentin, som er stoffer, der bruges til at hæmme unormal elektrisk aktivitet i hjernen samt cyproheptadin, som er et antihistamin. Disse har dog haft meget varierende effekt og anvendes oftest ikke længere.

Det gør vi i dag

Brug af et næsenet, kan hos op mod 30 % af hestene bedre symptomerne med op til 70 %. Den gavnlige effekt menes at være, at hesten derved udsættes for konstant stimuli af nerverne omkring mulen, hvorved det samlede input til trigeminus nerven mindskes. Herved fjernes opfattelse af stimuli som værende smertefulde. Nettet kan desuden mindske den mængde af” trigger-faktorer”, som hos nogle heste udløser symptomerne. Derfor anbefaler vi altid, at man prøver at anvende næsenet på hesten, som en del af behandlingen af sygdommen.