Hvad er gigt hos kat?

Gigt (artrose) hos kat - der findes lindrende behandling

Gigt hos katte er almindeligt. Cirka 90% af alle katte over 12 år har gigt i et eller flere led. Sygdomsprocessen er progressiv, men med den rette livsstil og behandling kan de fleste katte med gigt opleve mindre smerte og bedre livskvalitet.

I modsætning til mennesker kan katten ikke fortælle, hvor den har ondt. Derfor er det ofte kattens adfærd, der viser hvordan den har det.

Hvad er gigt hos kat?

Gigt - også kaldet osteoartritis (OA) - er en sygdom, hvor den bløde brusk i leddene nedbrydes. Brusken fungerer som en støddæmper mellem knoglefladerne i et led. Når brusken slides væk, kan det blive smertefuldt for katten at bevæge sig.

Dette kan medføre, at katten:
  • Bliver mindre aktiv
  • Hopper mindre
  • Har svært ved at klatre
  • Begynder at halte eller virker stiv, især efter hvile
Gigt er mere almindeligt hos ældre katte, men kan ramme katte i alle aldre. Der findes ingen helbredende behandling for gigt, men der findes behandlinger, som kan lindre smerter og gøre det lettere for katten at bevæge sig, fx medicinsk behandling eller særlige øvelser.

Sådan påvirkes katten af gigt

Gigt kan føre til ændret adfærd. Nogle katte bliver mere irritable over for andre kæledyr og mennesker, mens andre trækker sig tilbage. Nogle katte bliver mere kærlige og opsøgende.

Kattens aktivitetsniveau ændrer sig ofte. Den kan sove mere og undgå høje hop eller andre former for bevægelse. Symptomerne kommer typisk snigende og har tendens til at forværres over tid. Vejret kan også påvirke smerterne, og nogle katte får det værre i koldt og fugtigt vejr.

Hvad skyldes gigt hos kat?

Gigt hos kat kan være primær eller sekundær.

  • Primær gigt rammer et led, der oprindeligt er normalt, og ses oftest hos ældre katte (over 12 år). 
  • Sekundær gigt opstår som følge af andre ledlidelser, fx hofte- eller albuedysplasi, patellaluksation eller osteokondrose. Sekundær gigt kan også opstå efter traumer som knoglebrud eller ledbåndsskader.
I led, hvor ledfladerne ikke passer korrekt sammen, eller hvor der er instabilitet eller skade, opstår der en unormal belastning af ledbrusk og ledkapsel. Dette sætter en inflammatorisk proces i gang, som medfører øget mængde ledvæske, hævelse, smerte og halthed. Hvis inflammationen fortsætter, nedbrydes ledbrusken gradvist og kan i værste fald forsvinde helt.

Forebyggelse af gigt hos kat

Der er meget, du kan gøre for at forebygge gigt hos din kat. Det vigtigste er at være opmærksom på kattens vægt og kondition.

Selv hvis din kat har fået diagnosen gigt, kan du gøre meget for at modvirke symptomerne. En kat med god muskelmasse og god fysisk form har bedre forudsætninger for at undgå ledproblemer, da musklerne støtter leddene og giver mere stabile bevægelser.

Overvægt giver en unødig stor belastning på leddene og øger risikoen for gigt. Derudover kan forskellige øvelser, træningselementer, massage og udstrækning anvendes i hjemmet efter vejledning.

Medicinering af kat

Rådfør dig altid med din dyrlæge. Fysisk aktivitet, god kondition og god muskelmasse skaber de bedste forudsætninger for at modvirke symptomerne ved gigt.

Overvægtige katte bør tabe sig til normalvægt, og regelmæssig daglig fysisk aktivitet er vigtig. Man kan ikke hvile sig ud af gigt.

I samarbejder med din dyrlæge kan du få rådgivning om et passende motions- og kostprogram til din kat.

Hvornår skal jeg søge hjælp?

Søg hjælp hos dyrlægen, hvis: 
  • Katten er stiv, når den vågner
  • Katten har en halthed, der kommer og går
  • Katten er mindre interesseret i bevægelser, den tidligere udførte
  • Katten har svært ved at hoppe op
  • Katten har svært ved at falde til ro om natten
  • Katten udviser stivhed efter hvile
  • Katten har ændret bevægelsesmønster
  • Katten har hævede og varme led
Hvis flere af symptomerne er til stede, kan det være tegn på gigt i et eller flere led. Katten halter ikke altid, og derfor er det vigtigt at reagere på de øvrige symptomer.

Hvad gør dyrlægen?

Hvis du mistænker at din kat har gigt, er det vigtigt at få den undersøgt af en dyrlæge for at stille den rette diagnose. Undersøgelsen vil ofte omfatte røntgenbilleder for at vurdere, hvilke led der er påvirket.

Behandlingen af gigt er ofte meget vellykket, og de fleste katte får det markant bedre og kan leve et aktivt liv med færre smerter.

Sådan foregår undersøgelsen

  • Dyrlægen undersøger kattens skelet, led, muskulatur og bløddelene samt vurderer bevægelsesmønsteret
  • En detaljeret ortopædisk undersøgelse udføres for at identificere smertefulde led
  • Røntgen anvendes til at vurdere leddets udformning og graden af gigt. Katten beroliges for at sikre optimal billedkvalitet
  • CT-scanning anvendes i stigende grad til undersøgelse af led og ryg, særligt hvis røntgen ikke giver tilstrækkelig information

Behandling

Formålet med behandlingen er at bryde den onde cirkel med mindre bevægelse og øget smerte. I nogle tilfælde kan rehabilitering være nødvendig for at ændre bevægelsesmønstre og løsne smertefulde muskelspændinger.

Behandlingen kan omfatte:
  • Antiinflammatorisk og smertestillende medicin, enten efter behov eller kontinuerligt
  • Nyere lægemidler (monoklonale antistoffer), som gives som injektion under huden
  • Injektion direkte i leddet, som typisk har kortvarig effekt
  • Kosttilskud og specialfoder anbefalet af dyrlæge

Operation

  • Kikkertoperation (artroskopi) anvendes ved vækstforstyrrelser for at forebygge gigt, men udføres ikke rutinemæssigt hos katte
  • Ved fremskreden gigt kan stivgørende operation (artrodese) i enkelte tilfælde være relevant
  • Ved svær hofteledsgigt kan fjernelse af ledhoved eller hofteprotese overvejes
  • Proteser til albue- og knæled er under udvikling

Er du i tvivl om din kat har gigt? Så kan du booke tid til en konsultation her