Forgiftning hos kat
Artiklens indhold
Ved du hvilke ting, der er farlige for katte at spise?
Forgiftning hos katte forekommer. Det er dog ikke så hyppigt som hos hunde. Katte er ofte mere kræsne og er mere skeptiske overfor, hvad de indtager. Forgiftninger med forkert medicin / loppe/flåtmidler ses dog forholdsvis hyppigt. Katte kan ikke tåle de samme typer loppe-flåtmedicin som hunde og nogle af de mest almindelige og hyppigst anvendte loppe-flåtmidler til hunde er ligefrem dødelige for katte.
Vores firbenede venner kan blive forgiftet af stoffer og mad, der er helt ufarlige for os mennesker og som vi måske ikke anser som skadelige for dem. F.eks. kan chokolade, rosiner, løg, visse planter, blomster og løg være dødelige at indtage for katte og hunde. Liljer er f.eks. extrem giftige for katte og desuden er også f.eks. Panodiler, som mange mennesker har liggende til brug ved hovedpine eller andre former for smerte, ekstrem giftigt for katte. En kat får leversvigt og dør en pinefuld død af bare en ¼ panodil.
Hvis din kat skulle være uheldig at få spist noget giftigt eller have fået en dosis af noget, den ikke kan tåle, er det meget vigtigt du kontakter din dyrlæge med det samme. I mange tilfælde, drejer det sig om minutter/halve timer i forhold til hvor hurtigt, de farlige stoffer optages i mavetarmsystemet eller gennem huden. Forsøg aldrig selv at få din kat til at kaste op. Nogle gange kan dyreejere få det råd, at give katten salt for at få den til at kaste op. Dette må stærk frarådes, da katten i stedet kan få saltforgiftning.
Få styr på, hvad det er den har spist eller fået på sig, hvor længe siden det er, den har spist det og hvor stor en mængde, det drejer sig om. Dette kan være til stor hjælp i forbindelse med behandlingen af katten.
Symptomer på forgiftning
Symptomerne på forgiftning kan være svære at tyde. Mange forgiftningssymptomer ses ikke med det sammen, men kommer snigende. Dette kan bl.a. skyldes udvikling af lever- eller nyresvigt.
Symptomerne kan bl.a. være unormal træt, afmattet, feber, nedsat eller ingen ædelyst, opkast, diarre, ophidselse, kramper eller muskelsitren, forøget eller nedsat vejrtrækning.
Hvad gør dyrlægen?
Ved ankomst til dyrlægen, vil han eller hun lave en grundig undersøgelse af katten. Samtidig vil I sammen tale om, hvilke giftige ting, der kan være tale om, katten har spist eller fået på sig. Der indgår bl.a. spørgsmål som f.eks.:
- Har din kat fået loppe/flåt middel?
- Hvad har du mistanke om, din kat har spist?
- Hvor meget har du mistanke om, den har spist?
- Hvor længe siden er det, den har spist det?
- Har katten haft problemer tidligere?
- Hvilke symptomer har du observeret?
- Er der rottegift, hvor din kat færdes?
- Har I liljer i haven?
- Har I givet katten, noget medicin eller smertestillende?
I nogle tilfælde kan det være nødvendigt, at udtage urin- og/eller blodprøver for at undersøge for evt. organskader, blødningsforstyrrelser mv.
Diagnose
Dyrlægen vil stille en diagnose på baggrund af dine oplysninger, symptomer, kliniske fund, laboratorie undersøgelser m.m. Det er ikke altid, man kan få en hel sikker diagnose og i disse tilfælde vil dyrlægen stille en sandsynligheds diagnose og behandle ud fra denne.
Behandling og behandlingsplan for forgiftning
Behandlingen vil være afhængig af, hvilken type forgiftning, der er tale om, hvor længe siden det er, katten har spist det giftige stof og hvor alvorlige symptomer katten har. Afhængig af forgiftningens karakter og de skader, forgiftningen har forsaget, påbegyndes en behandling.
I nogen tilfælde, vil katten få en opkastfremkaldende indsprøjtning, dette sker især, hvis det er meget kort tid siden, katten har spist det giftige stof. Hvis man er heldig, kan man på den måde undgå, katten udvikler forgiftningssymptomer. I nogle tilfælde vil katten få lagt et drop, for at hjælpe kroppen og nyrerne med at udskille de giftige stoffer. Katten kan også i nogle tilfælde få aktiv kul i tabletform eller som væske. Dette hjælper med at fjerne de giftige stoffer fra tarmsystemet.
Ved kraftige symptomer / kraftige forgiftninger, kan det være nødvendigt din kat bliver indlagt, til behandling af symptomerne, samt væske med drop m. m.
I nogen tilfælde er der en modgift til giften katten har optaget og den vi i disse tilfælde få denne enten gennem munden eller som indsprøjtning.
I nogle tilfælde skal der opfølgende besøg hos dyrlægen til. Dette for at kontrollere evt. senskader på organer som f.eks. nyre og lever.
Forebyggelse
For at undgå problemer med forgiftninger, er det vigtigt at gøre sig klart, hvad din kat kan tåle. Hold så godt det er muligt øje med, hvad din kat spiser, giv kun medicin efter dyrlægens vejledning og giv kun loppe/flåtmidler mv. der er beregnet til katte. Undgå at have giftige planter i hjemmet eller i haven.
Er du i tvivl, så kontakt altid din dyrlæge for råd og vejledning.
Giftige stoffer i forhold til kat
Herunder kan du læse om nogle af de stoffer katte ikke kan tåle.
Chokolade forgiftning hos katte
Rottegift forgiftning hos katte
Lægemiddelsforgiftning hos katte
Liljer og andre giftige planter for katte