Hvis testiklen ikke er faldet ned på plads, og ikke kan mærkes i lyskekanalen, ligger den inde i bughulen. For at klarlægge testiklens placering i bughulen, bliver hanhunden ultralydsscannet, hvorved dyrlægen kan danne sig et overblik over placeringen, og ud fra dette planlægge den laparoskopiske kastration.
En laparoskopisk kastration kræver en del specialudstyr og erfaring. Fremgangsmåden minder meget om en laparoskopisk sterilisation.
En laparoskopisk kastration af en kryptorkid hund, er en skånsom operation, hvor man via to små snit kan indføre kamera og tang, og udføre kastrationen.
Din hund vil blive indlagt om morgenen til en ambulant operation, og om eftermiddagen er han klar til at blive hentet igen.
Operationen foregår ved at der laves to små snit i huden på hundens mave. Her indfører dyrlægen to små metalrør (porte) ind i bughulen. Igennem den ene port indføres et kamera med lys tilkoblet, og dyrlægen kan herefter se organerne på en skærm i operationsrummet. I den anden port kan dyrlægen udføre kastrationen med specielt operationsudstyr, uden at skulle åbne maven yderligere op. De to små snit lukkes med sting som kan fjernes igen efter 10-12 dage.
Under hele operationen er hunden i fuld bedøvelse, tilkoblet overvågningsudstyr der bl.a. holder øje med din hunds vejrtrækning, blodtryk og puls. Under operationen bliver dyrlægen assisteret af vores autoriserede veterinærsygeplejersker, som holder øje med, og justerer din hunds bedøvelse.
Når din hund bliver hentet om eftermiddagen, anbefaler vi, at hunden forhindres i at kunne slikke i de to små snit. Dette kan gøres ved enten at give hunden en krave eller en bodystocking på.
Laparoskopisk kastration er en yderst skånsom operation, og du vil opleve at din hund hurtigt kommer tilbage til sin normale hverdag. Operationen er mindre traumatiserende for hunden, end ved en operation hvor der åbnes op på traditionel vis ind til abdomen. Det betyder også, at din hund vil være mindre smertepåvirket.
Der kan være forskellige årsager til, at vælge at kastrere sin hund. Har man en kryptorkid hund, hvor testiklen ligger i bughulen, er der øget risiko for at den kryptorkide testikel udvikler sig til en kræftknude. Det er derfor en fordel at få fjernet testiklen fra bughulen.
Vi kan foretage en laparoskopisk kastration på hunde der vejer ned til omkring 5 kg, og hvor testiklen befinder sig i bughulen.
Vi vurderer altid hvilken type operation som er bedst for den enkelte patient ved en forundersøgelse.
Man vurderer at en hund er kryptorkid, hvis den ene eller begge testikler ikke er kommet ned i pungen, når hunden er 6 måneder gammel. Det er dog noget dyrlægen oftest har mulighed for at mærke allerede når hunden er hvalp. Hos Evidensia kontrollerer vi, at testiklerne er på plads ved hvalpevaccinationerne (8, 12 og 16 uger), samt ved hundens 8 måneders vaccination.
Prisen på en laparoskopisk kastration af en kryptorkid hund kan variere, alt efter hvor meget der skal laves. Vi anbefaler at du ringer til den dyreklinik du ønsker at benytte og får et estimat i forhold til prisen.