Hudkonsultation

Hudkonsultation
Hvordan foregår en hudkonsultation?

En hudkonsultation starter altid med en snak om hvad problemet med huden er. Det kan være kløe, pelstab, øget slikkeaktivitet, sår, eksem, knuder i huden, øreproblemer mm. Snakken handler om, hvor længe problemet har stået på, hvordan det har udviklet sig i den tid og der kan være snak om tidligere hudproblemer. 
Det er ofte vigtigt at vide, hvad hunden eller katten får, at spise også godbidder, om det er et tilbagevendende problem og hvor meget det generer dyret. Det er også vigtigt, om hunden ellers virker sund og rask, da hudlidelser i nogle tilfælde kan være symptom på anden sygdom.
Efter hudkonsultationens indledende snak, bliver dyret undersøgt grundigt. Det er ofte en generel sundhedsundersøgelse og dernæst en grundig hudundersøgelse. Der kigges efter parasitter og forandringer i huden. Hvis det er relevant, kan der tages prøver, som f.eks hudskrab, celleundersøgelser eller blodprøver.
Hudkonsultationen foregår i klinikken og dyret er ikke bedøvet/beroliget. Ved den første hudkonsultation lægges der en plan for det videre forløb. Det kan være en medicinsk behandling, shamponering, foderskifte mm.

Udredning af hudproblemer hos hund og kat

Hudkonsultationen er ofte en indledende undersøgelse til et længere forløb. F.eks kan allergi hos både hund og kat tage mange måneder at udrede. Allergi er en udbredt hudlidelse og da der ikke findes en specifik test, består udredningsforløbet ofte i både foderskifte og en test der viser, hvad det potentielt er dyret reagerer allergisk på. Derefter planlægges i samråd med dyreejeren, hvordan problemet skal takles i de enkelte tilfælde.
Ofte har dyr med hudproblemer mere end ét problem. Der er selve hudproblemet og oven i det kommer ofte mikroorganismer (bakterier og svampe). Hududredningen vil ofte målrette mikroorganismerne i første omgang og samtidig, eller senere i forløbet, den underliggende årsag til hudforandringerne.
Der er aldrig to hudpatienter der er helt ens og derfor er det vigtigt at finde ud af, hvad der er den bedste behandling for det enkelte dyr.  Hudlidelser er ofte kroniske og kræver tålmodighed fra ejers side at behandle.

Årsager til hudproblemer hos hund og kat?

Huden er kroppens største organ og der er mange årsager til hudlidelser. Huden bliver påvirket både udefra (kløe, slikkeri, parasitter, allergener, traumer/sår) og indefra (hormoner, generel organstatus, arvelige lidelser).
•    Parasitter
•    Allergier
•    Tumores
•    Hudbetændelser
•    Hormonel ubalance (kønshormoner, stofskiftehormoner, binyrebarkhormoner)
•    Autoimmune hudlidelser
 

 

Dyreklinikker der tilbyder denne behandling

Vent venligst på, at dyreklinikkerne bliver opført