Er din hund bange for fyrværkeri, så begynd allerede nu at træne den – tips og råd til nytårsaften
Artiklens indhold
Forebyggende træning
Er der en skydebane i dit område, så luft gerne din hund i nærområdet. Hold dig imidlertid på sikker afstand, så hunden ikke bliver berørt af skuddene, men blot vænner sig til lyden. Cd’er med fyrværkerilyd er et godt valg til træningen. Husk at begynde med en lav volumen. Sæt cd’en på, når du er hjemme ved hunden og udfører dine daglige opgaver. Det er vigtigt, at lyden kommer fra forskellige steder hele tiden, så flyt cd-afspilleren rundt i de forskellige rum. Prøv ligeledes at stille den udendørs, så lyden også kommer derfra, men gør det først, når hunden er blevet fortrolig med lydene indendørs. Det er efterfølgende vigtigt at træne lyde på forskellige tidspunkter af døgnet, selv når det er mørkt udenfor. Efterlad aldrig din hund alene med cd’en. Få hjælp fra personer, der har erfaring med at træne med lyd-cd’er og lav herudfra en træningsplan.
Sidste-minut-trick
Ofte tænker vi kun på midnatsslaget selve nytårsaften. Men de fleste hunde udløser deres angst for skud i dagene forinden, hvor mange desværre har travlt med at affyre nytårskrudtet lidt for tidligt. Det kan være de dage, hvor man som ejer har efterladt sin hund alene i hjemmet og i stedet er taget på arbejde eller i butikker. Et godt tip er derfor, at man ikke lader hunden være alene hjemme i dagene inden nytårsaften. Måske kan man få hjælp af venner og familie i disse dage. Hvis man ved, at man har en hund, der er bange for fyrværkeri og lign, så kontakt dyrlægeklinikken i god tid, så man her kan få gode idéer til forskellige alternativer.
Medicinsk behandling
Nogle hunde kan ikke vendes til lyden af fyrværkeri. I disse tilfælde kan medicinsk behandling være et alternativ. Der findes forskellige typer af angstdæmpende medicin, hvor nogle er receptpligtige og nogle er håndkøb.
Hvis man ved, at ens hund er meget angst for nytårsfyrværkeri anbefales det at begynde med angstdæmpende håndkøbsmedicin allerede i starten af december måned. Ved at starte i god tid med håndkøbsprodukter opnås en bedre effekt. Såfremt dette ikke er nok til at dæmpe angsten kan man d. 31.12. give receptpligtig angstdæmpende medicin. Dette må kun gøres efter aftale med en dyrlæge. Da medicinen er receptpligtig, er det en god ide at kontakte en dyrlæge i god tid inden d. 31.12.
Råd til mor og far
For det første: Du må ikke stirre på hunden. Tal, som du plejer – og ej med en “medlidenhedsstemme”. Er der en kælder eller lignende i huset, så ophold jer der omkring midnatstide. Tænk ellers på at trække gardinerne for og sørg for, at hunden har et lille, mørkt sted, hvor den kan gå ind og lægge sig, hvis den ønsker det. Det kan være et klædeskab eller lign. Hunde er som regel meget forskellige af sind. Nogle ønsker masser af kontakt, mens andre trækker sig tilbage. Man skal dog være omkring hunden uanset hvad, da den ikke bør være alene.
Læs mere om nytårsangst hos hund og kat