Rejse med hund – Råd og vejledning til udlandsrejsen
Artiklens indhold
Her får du gode råd om rejse med hund – alt fra dyrepas til ormekure, og hvad du gør, hvis din ven kommer til skade eller bliver ramt af sygdom, når I er i udlandet.
Overvejer du at tage din hund med på den næste udlandsrejse?
Du er ikke alene. Flere af os ønsker nemlig at tage det firbenede familiemedlem med på turen. Men hvordan foregår det egentlig? Her får du gode råd om alt fra hundepas til ormekure, og hvad du gør, hvis din ven kommer til skade eller bliver ramt af sygdom, når I er i udlandet. Når du rejser med din hund, er det dit ansvar at holde dig opdateret om de gældende regler på området. Tænk også på, at der både kan være særregler for ankomst og afrejse.
Rejse med hund – Inden du rejser
Reglerne for at rejse med hund varierer fra land til land. Desuden ændres bestemmelserne fra tid til anden.
- Pas til hunden
Du skal bruge et eget pas til din hund. Passet kan kun udstedes, hvis hunden er ID-mærket, og skal din hund rejse inden for EU, skal dit dyr også vaccineres mod rabies. En dyrlæge udfærdiger passet og bekræfter de vaccinationer, ormekure og helbredstjek, som kræves for de respektive lande. - På flyet
De forskellige flyselskaber har særskilte regler. Ofte skal du bruge en særlig dyrebillet til din hund. De fleste selskaber tillader mindre dyr i kabinen, de skal almindeligvis opbevares i et transportbur, som skal holde sig indenfor visse mål. Dit dyr må ofte ikke veje mere end otte kilo, større hunde skal derfor som regel rejse i et separat lastrum til dyr. Du skal reservere plads i god tid for at få hunden med i kabinen. Det er ikke altid muligt at booke billetten over internettet. - Rejse med bil
Glem ikke at undersøge, hvilke regler der gælder for de lande, du rejser igennem mod din endelige destination. Der er regler for, hvordan hunde må transporteres i bil, hvor ofte de skal luftes og flere andre ting. Efterlad aldrig dit dyr i bilen. - Informationer om rejse med hund
Vil du sætte dig ind i de gældende regler for det land, du skal rejse til, kan du gå ind på Fødevarestyrelsens hjemmeside. Her er der fakta om dét at rejse med hund og links til regler. Du skal også tjekke, hvad der gælder, når du skal have din hund med hjem igen. Du kan også undersøge sagen ved de respektive landes ambassader. Bed om at få kontakt til veterinærmyndigheden og udbed dig gerne skriftlig information om, hvad der kræves. Denne dokumentation kan forevises din dyrlæge. - Beskyt din hund på rejsen
At beskytte mod smitte handler ikke bare om dit dyrs helbred. Forskellige sygdomme findes i forskellige lande og kan sprede sig til andre dyr og indimellem mennesker. Visse vacciner og behandlinger er frivillige, men kan spare dig og dit dyr for bekymringer.
Hvilke vaccinationer skal din hund have?
De enkelte lande har forskellige krav til vaccinationer din hund skal have, og der er forskel på at rejse inden for og uden for EU. Husk her, at Norge ikke er med i EU. Undersøg hvad der gælder på Fødevarestyrelsens hjemmeside og husk, at reglerne af og til bliver ændret.
Det grundlæggende krav for at rejse inden for EU er, at hunden er vaccineret mod rabies. Når den grundlæggende vaccination er foretaget, må hunden tidligst rejse efter 21 dage. Hvalpe må ikke vaccineres før i 12-ugers alderen.
Hvor ofte revaccinationen skal ske, varierer i forhold til de forskellige vacciner og lande. Ved vaccination skriver dyrlægen gyldighedsperioden ind i dyrets pas. Sker revaccinationen inden for den angivne tid, er der ikke yderligere ventetid for, hvornår dyret må rejse.
Leptospirose
Det anbefales at vaccinere hunden mod bakteriesygdommen leptospirose, hvis du skal rejse til Sydeuropa. Find mere information på bl.a. andet Statens Serum Instituts hjemmeside.
Sygdomme uden for Danmarks grænser ved rejse med hund
Flåter i udlandet
I Mellem- og Sydeuropa finder man den brune hundeflåt, som kan sprede en smitte, der ikke findes herhjemme. Behandl hunden forebyggende med udvortes flåtmiddel i god tid, inden du rejser, så midlet får en optimal effekt, og tjek, hvor længe effekten varer. Kontrollér også hundens pels under rejsen.
Myg i udlandet
Når du rejser med hund i det sydlige Europa, skal du være opmærksom på sandmyggen, som kan sprede leishmaniasis til hunde og mennesker. Det kan tage måneder eller år for sygdommen at udvikle sig hos hunden. Sygdommen er kronisk og kræver en livslang behandling. I det sydlige Europa er der også en stikmyg, som kan overføre tropisk hjerteorm, der udvikles i hundens lunger og er svær at kurere. Der findes en effektiv medicin, som beskytter mod angreb og forebygger sygdom. Beskyt også hunden med myggenet eller hold den inde om aftenen. Det er også muligt at vaccinere hunde mod Leishmania. Tal med din dyrlæge om mulighederne og behovet for din hund.
Orme i udlandet
I Europas bjergegne og andre dele af Europa er rævens dværgbændelorm almindeligt forekommende. Parasitten kan spredes med ræve og hunde og kan overføres til mennesker, hvilket kan resultere i alvorlig sygdom. Tal med din dyrlæge om de påkrævede ormemidler, hvis det bliver relevant.
Tips til opholdet når du rejser med din hund
Skønt, endelig er I fremme. Forhåbentlig kommer I til at nyde det, og det bliver også en skøn oplevelse for din hund. Her er nogle tips til at lette tiden i udlandet for din hund.
- Foder og vand
Giv hunden det samme foder som derhjemme. Det indebærer altid en risiko at skifte foder, så tag derfor hundens sædvanlige foder med på rejsen. Når det gælder vand, bør dyret få det samme, som du selv drikker. Det vil sige, at hvis du befinder dig i et land, hvor man skal drikke vand på flaske, gælder det også for dit dyr. - Rejseapotek
Medbring bl.a. hjælp til køresyge, flåtmiddel, myggenet, væskeerstatning, receptfri medicin mod dårlig mave, middel mod sandmyg, elastisk forbinding og andet, som hunden kan få brug for. Sørg for at have det helt rigtige rejseapotek med dig. - Feriemave
Hvis din hund har indtaget noget upassende, kan den få dårlig mave, nøjagtig som os mennesker, med diarré og opkast til følge. Dette kan føre til dehydrering. Kontakt dyrlægen, hvis dyrets almene sundhedstilstand bliver påvirket, eller hvis den ikke får det bedre inden for kort tid. - Skade eller sygdom
Hvis din hund bliver syg eller kommer ud for en ulykke på rejsen, skal du opsøge en dyreklinik eller et dyrehospital på stedet. Har du brug for råd og hjælp, kan du kontakte din dyrlæge eller dit forsikringsselskab derhjemme, inden du går til en lokal dyrlæge.
Ekstra gode råd ved rejse med hund
Her kommer yderligere nogle gode råd og tips til dig, som overvejer at rejse med dit dyr. Har du tænkt på det hele? God rejse.
- Forsikring
Det er selvfølgelig en god idé at sørge for, at din hund er forsikret på turen. Kontrollér i god tid, hvad der gælder for dyrlægebistand i det land, du skal besøge. - Tolden
Når du kommer tilbage, skal du gå igennem den røde del af tolden. Der kontrollerer man, om alle papirer på hunden er i orden. Du skal være i besiddelse af de originale dokumenter. Husk at undersøge de gældende regler. - Forbered dit dyr
Forbered din hund inden afrejsen. Væn hunden til buret, den skal rejse i. Skal I rejse til en by, er det en god idé at øve sig i at være blandt mange mennesker i et bymiljø. Kør eksempelvis med bus eller metro med mange mennesker.
Efterlad evt. din hund derhjemme?
Som hundeejer bør du altid stille dig selv spørgsmålet, om det er bedre at efterlade din firbenede ven derhjemme. En rejse kan indebære en belastning for hunden, ikke mindst hvis rejsen er lang eller, forståeligt nok, hvis hunden skal rejse i lastrummet. Hunden risikerer også at blive udsat for smitte og sygdom, både på rejsen, og når I er kommet hjem, hvor smitten kan spredes hjemme. Gælder det en kortere rejse, er det værd at overveje, om det er bedre at efterlade hunden derhjemme hos en kær dyreven eller på et godt dyrepensionat.
Læs flere sommertips til hund og kat