Lopper på hund
Artiklens indhold
Hvad er en loppe?
En loppe er et lille insekt på ca. 2-4mm længde, den er mørk brunorange og har 6 par ben, hvor de bagerste par er meget veludviklede og gør at loppen kan hoppe ca 20cm fremad.
Loppens livscyklus
Lopper lægger æg på den hund de bor på. Æggene sidder ikke fast, men falder af hunden og lægger sig i hundekurve, tæpper, møbler, gulvtæpper eller hvor de ellers lige lander. Afhængig af temperatur og fugtighed kan de udvikle sig hurtigt, eller ligge længe i dvale.
Fra ægget udvikler den sig til en larve, og den har så 3 larve stadier. Larven lever af organisk materiale fx loppeafføring. Efter de 3 larvestadier danner den en puppe før den bliver en fuldvoksen loppe. Under optimale betingelser bryder loppen ud af puppen efter 10 dage, men er betingelserne dårlig kan larven ligge i puppen op til 150 dage før den udvikler sig og bryder fri.
Symptomer på at din hund har lopper
For langt de fleste hunde vil man opdage den har lopper fordi den begynder at klø sig. Lopperne holder særligt af at sidde på bagkroppen lige over haleroden, og man ser ofte at hundene ”bider” sig selv her, fordi det klør.
Nogle hunde kan ikke tåle loppernes spyt og udvikler en kraftig kløe og sekundær hudbetændelse som følge af loppeangrebet.
Sådan undersøger du din hund for lopper
Hvis man ser en levende loppe i pelsen er diagnosen stillet. Men lopper kan gemme sig i pelsen og være rigtig svære at opdage. Det er som nævnt en god ide at lede efter dem lige foran haleroden på din hund, men pelsen er ofte meget tyk og tætsiddende her. Derfor kan det også være en ide at kigge på maven hvor pelsen er mindre tæt, eller hvis hunden har hvide områder, der kan loppen været lettere at spotte.
Lopper spiser blod, og det er når de bider og suger blod at det begynder at klø. Man kan ofte lettere finde loppeafføring end selve lopperne i pelsen. Loppeafføring ses som små sorte prikker. Man kan kæmme hunden og lægge de sorte prikker på et hvidt stykke papir og sætte en dråbe vand på. Hvis der kommer rød/orange affarvninger på det hvide papir er det et tegn på at det er loppeafføring, fordi loppeafføring indeholder blod.
Når du skal lopperne til livs
Loppemidler til hund
Der findes forskellige medicintyper til behandling af lopper på hunde. Man kan enten behandle med piller, pipetter i nakken eller halsbånd.
Langt de fleste præparater ufarlige for hunden (man skal dog være opmærksom på at katte ikke tåler alle hundepræparater!). Dog kan hunde være allergiske over for præparaterne eller hjælpestofferne der findes i dem.
På lopperne virker de på forskellige måder på deres nervebaner og gør at cellerne ikke kan snakke sammen, hvilket resulterer i at lopperne dør.
Nogle typer medicin har en repellerende (afskyende) virkning, der gør at lopperne dør når de kommer i nærheden af hunden. Andre midler kræver at loppen bider hunden og derved får indtaget det de ikke kan tåle. Nogle virker med det samme og slår alle lopperne ihjel inden for 24 timer og nogle har effekt i 4-12 uger.
Snak med din dyrlæge om hvilket præparat der bedst passer til de behov I har derhjemme.
Rengøring hvis din hund har lopper
Hvis din hund først har fået lopper, kan det tage lang tid at komme af med dem igen. Det er ofte nok bare at medicinere hunden, men da der som tidligere beskrevet findes æg og larvepupper i omgivelserne, kan det være en god ide at gøre følgende:
Alle tæpper og stofoverflader der kan vaskes, vaskes ved 60 grader eller læges i fryseren i 24 timer.
Huset og møbler støvsuges og specielt revner mellem gulvplanker er et sted æg og larver kan gemme sig og overleve.
Nogle loppemidler indeholder stoffer der frigives til miljøet og forhindrer spredning fra miljøet.
Forebyggelse
Når man er kommet af med lopperne kan man forebygge ved fortsat at give de præparater der virker 1-3 måneder (halsbånd 7-8mdr), og slår de nye lopper ihjel inden de kan nå at inficere din hund permanent.
Facts
Der findes mange loppearter, hver specialiseret til hver deres race. Men selvom der findes hundelopper, kattelopper osv. kan hunden godt blive inficeret af andre arter end deres egne.
De lopper som også kan gå på hunden er katteloppen, menneskeloppen, kanin/hareloppen, rotteloppen, fugleloppen og museloppen.
Hos 90% af hundene der har lopper er det katteloppen der er synderen.