Korrektion af benstilling på føl

Få undersøgt benstillingen på føllet før det er for sent.

Mange føl kommer til verden med benstillingsfejl og mange af disse korrigeres spontant indenfor føllets første 1-2 leveuger. En vis andel korrigeres dog ikke, hvormed føllet som voksen vil stå med uoprettelige benstillings-/eksteriørfejl, som har betydning både i forhold til holdbarhed, kåring, salg og forbehold ved forsikring. De fleste af disse benstillinger kan korrigeres via et samarbejde mellem dyrlægen og smeden, SÅFREMT der gribes ind i tide.

Tidsperspektivet er altafgørende for korrektion

Fejlagtig benstilling kan forekomme både på for- og bagben og både i tåregionen og i forknæ- og haseregion. Særligt benstillingsfejl i tåregionen kræver meget tidlig korrektion for at opnå et godt resultat. Jo før, jo bedre! Dette skyldes, at vækstlinierne i tåen lukkes allerede ved 2½-3 måneders alderen, hvormed al korrektion i tåregionen skal foretages indenfor denne tidsramme. Er vækstlinierne først lukket, er korrektion ikke mulig. Vækstlinierne i forknæ og haser lukker senere, men da stillingsfejl her hurtigt giver benstillingsfejl i tåen, skal korrektion her også foretages hurtigst muligt. Ofte præsenteres dyrlægen først for benstillingsfejlen, når hesten er ½-1½ år gammel, hvormed korrektion typisk ikke længere er mulig.

Hvad skal man se efter?

Vurdering af føllets benstilling er vanskelig og mindre afvigelser kræver professionel vurdering for at afgøre, om der skal gribes ind. Tydelige afvigelser bør altid føre til dyrlægekonsultation. De hyppigste benstillingsfejl er kalveknæet, kohaset, hjulbenet, indfodet, fransk benstilling, sabelbenet, senestyltefod og bukkehov. Disse benstillingsfejl kan i langt de fleste tilfælde korrigeres. Benstillingsfejl kan som nævnt være medfødt, men kan også erhverves, således at et føl, som ved fødslen stod korrekt på benene, i takt med væksten erhverver sig benstillingsfejl, som kræver korrektion. De erhvervede benstillingsfejl kan skyldes hurtig vækst, halthed, inflammation i vækstlinierne, for lidt eller for meget motion m.m.

Hvad kan gøres?

Såfremt benstillingsfejlen opdages i tide vil en korrektion typisk ske via et tæt samarbejde mellem dyrlægen og smeden. Korrektioner kan foretages ved hjælp af bl.a. beskæring, anlæggelse af kunsthorn, små følsko med vinge og kile, som limes på hoven, bandagering, smertestillende medicin, diæt og kontrolleret motion. Korrektion, som iværksættes tidligt, sker typisk på kort tid med godt resultat. I mere svære tilfælde kan operation være nødvendig.

Hvad skal man gøre som avler?

Da en korrekt benstilling er særdeles vigtig for hestens holdbarhed og dermed brugbarhed er korrektion af benstillingsfejl en god investering. Det anbefales således avleren at have meget stor fokus på føllets benstilling. Dette kan gøres ved konsekvent at få føllets benstilling vurderet af dyrlægen – helst indenfor føllets første 2 leveuger. Hermed vil der være tidsmæssig plads til at gribe ind, og korrektion kan typisk opnås på kort tid i modsætning til senere indgreb, som altid vil have et dårligere resultat. Yderligere bør føllet løbende tilses af registreret beslagsmed under opvæksten, og bemærker man selv som avler ændret benstilling, skal dette undersøges.

Dyreklinikker der tilbyder denne ydelse

Pris for korrektion af benstilling på føl kan variere mellem dyreklinikkerne. Find din lokale prisliste her.