ID-mærkning
Vi anbefaler, at alle katte ID-mærkes. En ID-mærkning gør det lettere at identificere katten og øger chancen for, at den hurtigt kan genforenes med sin ejer, hvis den bliver væk.
Der findes to metoder til ID-mærkning af kæledyr: tatovering og chipmærkning. Hvis dit kæledyr skal rejse uden for landets grænser og have et kæledyrspas, skal det være ID-mærket med en chip. Tatovering accepteres ikke som gyldig identifikation ved rejser.
Det er lovpligtigt at ID-mærke og registrere hunde senest, når de er 8 uger gamle.
For katte gælder det, at de kan betragtes som ejerløse, hvis de ikke er ID-mærkede. Det betyder, at der ikke er pligt til at efterlyse hittekatte uden ID-mærkning. Ejerskabet af katten kan derfor overgå til finder eller internat efter reglerne i mark- og vejfredsloven.
Der er vedtaget nye EU-regler, som på sigt vil medføre krav om mærkning og registrering af katte i hele EU, men reglerne er endnu ikke fuldt implementeret i Danmark.