Elektroakupunktur på hest
Elektroakupunktur til behandling af headshaking hos hest
Elektroakupunktur anvendes som behandling ved blandt andet headshaking hos hest. Headshaking er en kompleks lidelse, som kan opstå akut og have flere forskellige underliggende årsager, fx tandproblemer eller påvirkning af hestens ansigtsnerve (Trigeminus neuralgi).
Typiske symptomer på headshaking er fnysen, gnubben af mulen, hovedrysten (op og ned) samt at hesten slår efter mulen med forbenene. Hos nogle heste er symptomerne sæsonbetingede eller udløst af lys og vejr, mens andre er påvirket året rundt.
Diagnosen stilles ved at udelukke andre årsager som tandlidelser, øjensygdomme, ortopædiske problemer og luftvejssygdomme.
Elektroakupunktur er en skånsom behandlingsform, hvor man påvirker den overfølsomme nerve og forsøger at normalisere dens funktion. Behandlingen foregår på klinikken, hvor hesten under let sedation modtager små elektriske impulser via akupunkturnåle placeret tæt på nerven.
Behandlingen er ikke smertefuld og varer typisk omkring 30 minutter. De fleste heste har behov for gentagne behandlinger, som tilpasses individuelt afhængigt af symptomer og effekt.