Vi har oplevet flere syge hvalpe importerede fra udlandet, der er smittet med Parvo-virus.
Vi har den seneste tid desværre oplevet flere meget syge hvalpe importerede fra udlandet, der indbringes til vores dyreklinikker og dyrehospitaler få dage efter ankomst til Danmark. Sidste weekend havde vi to syge hvalpe, der blev testet positiv for parvo-virus, som vi desværre var nødsaget til at aflive.
Parvo-Virus er en sygdom som giver blodig diarre, dehydrering og ødelæggelse af tarmslimhinden. Selvom vi kan forsøge at behandle hunde smittet med parvovirus, kan det blive en omstændig og bekostelig affære, med indlæggelser med intensiv døgnbehandling. Indlæggelsesperioden kan strække sig fra alt til et par dage og helt op en uge. Hvis hunden overlever den akutte fase kan man efterfølgende opleve kronisk ødelæggelse af tarmkanalen og problemer med at optage tilstrækkeligt næring fra tarmen i resten af livet.
Er du i tvivl om du har købt en syg importeret hvalp fra udlandet, så er det altid en god ide at henvende dig til din lokale dyrlæge, der kan undersøge hvalpen og give råd og vejledning.
Ønsker man at importere en hund på lovlig vis, er der også råd og vejledning at hente på Fødevarestyrelsens hjemmeside.
Lad os sammen sætte fokus på lovligt og fornuftigt køb af hvalpe! -Vi ønsker alle sammen sunde, raske og livlige hvalpe, der får en god start på livet hos en fremtidig ejer.
Du kan læse mere om hvalpens sundhed her.