Skånekost til hund
Artiklens indhold
Skånekost til hund benyttes oftest som fællesbetegnelse for foder, som er særligt skånsomt for mave-/tarmkanalen, og som især anvendes i forbindelse med akutte lidelser i fordøjelseskanalen som f.eks. opkast og diarré. Skånekost til hund kan enten laves hjemmelavet eller købes som færdigdiæt, hvor sidstnævnte anbefales for at sikre en balanceret kost. En skånediæt vil typisk være sammensat, så den:
- Har en høj energidensitet, så hunden kan indtage en tilfredsstillende mængde kalorier, selvom appetitten måske er lille, eller hvis en nylig operation hindrer indtag af større måltider. Ofte vil en skånediæt have et højt indhold af fedt og/eller stivelse, som er letnedbrydelige energiressourcer
- Er særligt smagfuldt for at sikre, at hunden vil spise foderet trods evt. kvalme eller utilpashed. Det er vigtigt, at hunde spiser under sygdom, så kroppen får energi og byggesten til at komme sig.
- Have en høj fordøjelighed, så kroppen har let ved at udnytte energikilderne (protein, kulhydrat og fedt). Fx kan en skånediæt være lavet med en delvist hydrolyseret proteinkilde, hvor proteinet på enzymatisk vis er ”forfordøjet”, så det er lettere at optage proteinet.
Hvornår bør man give sin hund skånekost?
Det er altid vigtigt, at du rådfører dig med din dyrlæge, inden du ændrer din hunds kost, da det er vigtigt at kende årsagen til hundens symptomer, før man behandler med skånekost. En passende form for skånediæt er ofte tilrådet i tilfælde af opkast og/eller diarré eller efter f.eks. operation i mave-/tarmkanalen.
Skånekost til hund – Kostskema
Ved lidelser i mave-/tarmkanalen, hvor hunden har akut opstået opkast og/eller diarré, vil man ofte anbefale at fodre med ¼ til 1/3 af hundens daglige energibehov de første par dage, hvor symptomerne står på. Et langsomt genoptaget næringsindtag sikrer energi til kroppen, så hunden bedre kan bekæmpe eventuel infektion og genopbygge vævet efter en sygdomsperiode. Derudover undgår man at overfylde en måske i forvejen belastet mave-/tarmkanal.
Som udgangspunkt bør man ikke faste en hund med mave-/tarmsygdom i 24 timer, som man tidligere har anbefalet.
Du vil på alle Evidensias dyreklinikker kunne få vejledning i, hvilken skånekost din hund evt. har brug for.
Hvor lang tid skal hunden have skånekost?
Hvor lang tid hunden skal spise skånekost afhænger af den specifikke lidelse og af kosten, der anvendes. Ved akut og ukompliceret mave-/tarmlidelse vil man ofte anbefale fodring med skånekost indtil ca. 2-3 uger efter ophør af symptomer, hvorefter slimhinden i mave-/tarmkanalen bør være genopbygget efter sygdom.
Hvis hunden ikke vil spise og drikke – Tips og tricks
Hvis hunden ikke vil spise og drikke, bør dyrlægen altid kontaktes. Er hunden småtspisende, kan man prøve at lune tør- og/eller vådfoder eller prøve at sprede tørfoder ud på græsset. Hunde med opkastning og/eller diarré vil ofte have behov for at indtage mere vand end normalt, og her kan det være en god idé at hælde lidt koldt vand over tørfoderet eller blande lidt ekstra vand i vådfoderet for at øge dyrenes vandindtag. Vær opmærksom på, at holdbarheden ændres, når tør- og vådfoder overhældes med vand, og rådfør dig altid med producenten, hvis du er i tvivl om, hvor længe et foder må stå ude efter servering.
Menneskemad som skånekost til hund
Man bør være forsigtig med at give menneskemad til sine dyr – også når vi snakker om skånekost til hund – dels fordi visse typer menneskemad ikke tolereres godt af vores kæledyr, og visse kan fx fremkalde diarré, men også fordi det er svært at kontrollere, hvor meget mad hunden spiser, når vi blander menneske- og hundemad. Det anbefales derfor, at man som hundeejer tager kontakt til sin dyrlæge, som kan vejlede omkring opstart på skånediæt. Skånekost til hund kan fås som både våd- og tørfoder.
Generelt er det altid en god idé at rådføre sig med sin dyrlæge, inden man vælger foder til sin hund. Der er mange hensyn at tage, og både alder, køn, race, neutraliseringsstatus og eventuelle helbredsproblemer spiller en rolle.
Hvornår bør man søge dyrlæge?
Du bør altid søge dyrlæge, din hund oplever symptomer fra mave-/tarmkanalen, eller hvis dit kæledyr ikke vil spise eller drikke. Selv tilsyneladende simple symptomer kan udvikle sig over tid, og derfor er det vigtigt at indsætte den korrekte behandling i tide.