Generationsskifte på Karlslunde Dyrehospital
En ny generation er nu klar til at føre Evidensias store henvisningshospital, Evidensia Karlslunde Dyrehospital, videre. I sidste måned gik Thomas Egelund på pension, efter at have stået i spidsen for Evidensia Karlslunde Dyrehospital i 28 år. Thomas har igennem årene formået at skabe et dyrehospital, som i dag udfører avanceret kirurgi og medicinske udredninger på et meget højt fagligt niveau. En travl og hektisk hverdag kører som en velsmurt maskine, og effektiviteten er ikke til at tage fejl af. Henvisningshospitalet håndterer således på en effektiv måde både planlagte patientforløb og et konstant flow af akutte patienter.
Stafetten som faglig chef for Karlslunde Dyrehospital er nu givet videre til dyrlæge Jonas Overgaard, som ud over at være certificeret kirurg, også har fungeret som Souschef på dyrehospitalet igennem de sidste fire år. Her har Jonas haft et tæt makkerskab med Thomas, hvor de sammen har fastlagt dyrehospitalets struktur og arbejdsgange. I disse år har Jonas styret slagets gang på gulvet, hvor han har stået for koordineringen af arbejdet og sikret det helt specielle og gode arbejdsmiljø, som hospitalet er kendt for og hvor alle vokser. Overgangen til faglig chef vil derfor ikke bringe de store ændringer med sig – ”når noget kører godt og hjulene er smurt, så gælder det om at vedligeholde det”, som Jonas påpeger.
Evidensia Karlslunde Dyrehospital vil fortsætte i samme ånd som tidligere, hvor videreuddannelse af næste generation af dyrlæger bliver vægtet højt. Der står således allerede et team af kirurger klar til at videreudvikle og fortsætte træningen. Derudover vil dyrehospitalet fortsat have fokus på den professionelle og empatiske tilgang til både klienter og patienter på alle tider af døgnet, og vores kollegaer kan henvise til videre udredning og operationer præcis som vanligt.
Ledelsesstrukturen vil udover rollen som Faglig Chef blive udvidet med en Operational Manager, som vil overtage de mere driftsmæssige opgaver. Dette sker for at sikre kvaliteten og for at sørge for at ressourcerne bliver anvendt så optimalt som muligt. I fremtiden vil Evidensia Karlslunde Dyrehospitals faglige chef derfor få mere tid til de veterinærfaglige opgaver.
Står du tilbage med spørgsmål i forhold til generationsskiftet, er du velkommen til at rette henvendelse til Evidensia Karlslunde Dyrehospitals Faglige Chef Jonas Overgaard eller CEO Ulla Pless.