Hvis man skal ud at rejse med sit kæledyr, er det altid en god ide at besøge fødevarestyrelsens hjemmeside inden afrejse. På deres hjemmeside kan man gå ind på: Guide til rejse med hund eller Guide til rejse med kat, indtaste hvor man skal rejse til, og vil så få en liste med reglerne for indrejse til det pågældende land.
Generelt set kræver de fleste europæiske lande en lovlig ID-mærkning af kæledyret, et gyldigt kæledyrspas og en rabiesvaccination.
Ved lovlig ID mærkning forstås mikrochip. En tatovering kan også være lovlig, hvis den er letlæselig og er påført inden den 3. juli 2011.
Vi kan hjælpe dig med at få lavet et kæledyrspas. Det kan typisk laves allerede samme dag, som du efterspørger det.
Pas der er udstedt før 29. december 2014 er af det gamle format. Så længe rabiesvaccinen er vedligeholdt som den skal, kan det gamle pas sagtens bruges til at rejse med kæledyret. Er rabiesvaccinens gyldighed dog overskredet, vil passet være ugyldigt, og et kæledyrspas af det nye format skal udstedes, før kæledyret igen kan rejse lovligt.
Rabiesvaccination: Man skal være opmærksom på, at der er en karantæneperiode på 21 dage efter rabiesvaccinen er givet, til man må rejse. Det vil sige, at hvis man har planlagt at rejse, skal man senest 3 uger inden afrejse have styr på rabiesvaccinen.
Der findes 2 typer rabiesvacciner i Danmark, og det er forskelligt, hvilken type klinikkerne fører. Dette afhænger af, hvilke andre vacciner klinikken fører, og hvilke vacciner der kan gives sammen.
Det er vigtigt, at datoen for gyldigheden af vaccinen, der er skrevet i dyrets pas, ikke overskrides, da det betyder, at vaccinationsprogrammet i så fald skal startes forfra, og at man igen har 21 dages karantæne.
Lande omkring os, som man skal være særlig opmærksom på er Norge, Finland, England og Malta. Udover gyldig ID-mærkning, gyldigt kæledyrspas og rabiesvaccine kræver det også en ormekur for indrejse til disse lande. Ormekuren skal gives og dokumenteres af en dyrlæge, og skal være givet i perioden 1-5 døgn før man rejser over grænsen til det pågældende land.
Man skal være opmærksom på, at når man rejser til udlandet med sit kæledyr, kommer man til områder som kan have andre sygdomme end dem vi har herhjemme, og hunden eller katten kan derfor være i smitterisiko.
Nedenfor er nævnt nogle sygdomme man skal være opmærksom på, når man rejser, og som vi ikke ønsker at hjemføre til Danmark:
Echinoccus mutilocularis: Rævens dværgbændelorm. Denne parasit er påvist i rævepopulationen i Danmark, men det er en parasit, vi meget nødig vil have i landet. Den giver anledning til en frygtet sygdom, da den kan smitte til mennesker og er særdeles farlig og oftest uhelbredelig.
Det er en god ide, men ikke et lovgivningskrav, at give sin hund en ormekur inden man kommer tilbage over den danske grænse, hvis man har været i syd- og østeuropa eller længere væk.
Dirofilaria: Tropisk hjerteorm. Parasit der sætter sig i hjertet og kan give hjertesvigt. Den tropiske hjerteorm findes typisk i Sydeuropa. Smitten af denne parasit foregår via myg. Hvis larverne når hjertet, er det en svær parasit at behandle. Det er en god ide, men ikke et lovgivningskrav, at give sin hund forebyggende behandling.
Leishmania: Alvorlig sygdom der rammer enten huden eller organerne og ender ud i død eller kroniske skader. Leishmania smitter via sandfluer og ses primært i Sydeuropa. Leishmania kan smitte mennesker med dødelig udgang, hvorfor man ikke ønsker denne sygdom. Ved rejser til Sydeuropa anbefales forebyggende behandling med et middel, som har en repellerende virkning mod sandfluer.
Babesia: Denne flåtoverførte sygdom er vi allerede begyndt at se i Danmark. Smittes dyret ses adskillige symptomer, men feber, nedstemthed og ”blodpis” er karakteristisk for babesiosis. Forebygges med flåtmidler. Man skal være opmærksom på, at der findes forskellige typer præventiv medicin. De fleste kræver, at flåten bider på hunden, inden den dør, og derfor er der potentielt en risiko for smitte på trods af behandling. Mere effektivt er repellerende behandling enten som spot-on produkt eller halsbånd.
Ehrlichia: Flåtoverført sygdom. Giver som babesia adskillige symptomer, men feber, nedstemthed og blødningsforstyrrelser ses typisk. Der gælder samme forholdsregler som for babesia.