Hudbetændelse hos hund

Hudbetændelse hos hund kan ses efter mange forskellige traumer f.eks. insektstik, kontakt med krat og buskads eller efter en svømmetur. Sygdommen kan også skyldes en underliggende allergi eller for lavt stofskifte, der resulterer i hyppigere hudinfektioner pga. nedsat immunforsvar og svækket hudbarriere.

Hudbetændelse hos hund er ikke ualmindeligt, og kan ses efter mange forskellige traumer f.eks. insektstik, kontakt med krat og buskads, efter svømmetur eller ved underliggende sygdom som allergi eller for lavt stofskifte. Der kan også ses betændelsestilstande i huden i forbindelse med forskelllige parasitære sygdomme f.eks. skab, hårsækmider og svamp.

Typer af hudbetændelser

Hudbetændelse kan enten foregå på hudens overflade eller i dybden. Bakterierne koloniserer på overfladen eller i de dybere lag af huden og medfører en infektion. Det er oftest Stafylokokker, som i forvejen lever på huden, der ved et traume eller en ubalance får gode vækstbetingelser. Den overfladiske hudinfektion er den hyppigste form for hudbetændelse hos hunde.

I sommerhalvåret hvor mange hunde bader, og bakterierne har gode vækstbetingelser i varmen og den fugtige pels, kan ses en overfladisk fugtig hudbetændelse også kaldet hotspot. Det ses ofte på kinden eller omkring hals og nakke.

Symptomer på hudbetændelse hos hund

Der kan ses rødme og evt. pustler (bumser) i huden, og hunden er sandsynligvis interesseret og vil slikke eller kradse i det. Der kan også komme sår, der breder sig eller bløder. Hudbetændelse kan ses over hele kroppen – fra snude til halespids, men ofte er det hundens underside, hvor der er sparsom pels dvs. mave og lyske, der er involveret. Udbredelsen og placeringen af hudinfektionen kan give dyrlægen en ide om den underliggende årsag. Hvis sårene f.eks. sidder på ryggen, kan det skyldes en underliggende loppeallergi eller fødevareintolerance, som pga. kløe udløser en hudinfektion.

Hvad skal jeg gøre, hvis min hund har hudbetændelse?

Hvis der ses let rødme og få overfladiske sår, kan man rense med klorhexidin et par dage, og se om forandringerne aftager. Husk at bruge handsker eller vask selv hænder grundigt efterfølgende.

Hvornår bør du kontakte dyrlægen?

Hvis ikke forandringerne aftager, eller hvis hunden slikker eller kradser i det, bør dyrlægen kontaktes, før hunden får lavet for meget skade på sig selv.

Behandling af hudbetændelse hos hund

Dyrlægen vil foretage en klinisk undersøgelse og evt. udtage et svab med en vatpind til mikroskopi og dyrkning. Dyrlægen bruger denne information til at beslutte, om det er relevant at behandle med antibiotika og i så fald hvilken slags. Mange overfladiske hudinfektioner kan behandles med en medicinsk shampoo, og det vælges ofte i første omgang. Dyrlægen vil muligvis også foretage et hudskrab eller anden udredning for at udelukke parasitter. Ved en dybere hudinfektion kan en vævsprøve (hudbiopsi) komme på tale, det foretages i bedøvelse.

Er nogle hunde mere disponerede for hudbetændelse?

Alle hunde kan få en hudbetændelse, men underliggende allergi eller for lavt stofskifte resulterer hyppigere i hudinfektioner pga. nedsat immunforsvar og svækket hudbarriere. Nogle racer har folder på hals, i ansigt eller ved læber, der øger risikoen for infektion, da bakterier trives godt i den lommedannelse, som folderne skaber.

Forebyggelse af hudbetændelse hos hund

Hvis din hund er glad for at svømme, eller du bader den hyppigt, er det vigtig at den tørres omhyggeligt efterfølgende for at undgå, at bakterierne blomstrer op. Hvis din hund har hyppige hudinfektioner kræver det udredning og forebyggende behandling med medicinsk shampoo og evt. foderskift.

Foder til en hund med hudbetændelse

Når huden skal hele og danne ny pels, kræves der ekstra byggesten fra kosten. Det anbefales at vælge en god huddiæt med fokus på essentielle olier til at opbygge og styrke hudbarrieren. Dyrlægen eller veterinærsygeplejersken rådgiver gerne herom.

Læs mere om hudens og pelsens vigtige funktioner