Kastration af hund – Kemisk eller kirurgisk?

Har du overvejet at lade din hanhund kastrere? Kastration af hund kan ske både kemisk eller kirurgisk.

Det er en fordel at vente med en eventuel kastration af hund til efter puberteten. Kønshormonerne er nødvendige for, at hanhunden skal udvikles på en god måde og blive en karakteristisk hanhund. I USA er det eksempelvis ret almindeligt med en tidligere kastration. Hovedparten af de hunde, der sælges her, kastreres allerede som hvalpe. Der er fordele og ulemper ved at kastrering af hund, og det er derfor en god idé at danne sig et overblik over plusser og minusser.

Kastrering af hund kan foregå enten kirurgisk eller kemisk.

Kemisk kastrering af hund

En kemisk kastrering foregår ofte ved, at man injicerer en chip, som dæmper testosteronet, hvilket gør, at spermen ikke længere er levedygtig. Effekten holder i 6-12 måneder. Visse hundeejere prøver dette, inden de tager det næste skridt og lader hunden kastrere kirurgisk.

Kirurgisk kastrering af hund

Ved en kirurgisk kastration af hund fjerner man testiklerne via et snit foran pungen. Normalt kommer hunden sig hurtigt efter operationen.

Hvis du vælger at lade din hund kastrere, og det sker på kirurgisk vis, er det godt at forberede den på bedste vis. Når du derefter får hunden hjem efter indgrebet, er det vigtigt, at den tager det med ro et stykke tid.

Før besøget

Før kastrationen skal din hund bades en til to dage før operationsdagen med almindelig hundeshampoo eller en klorhexidin-shampoo. Du kan bede om en god shampoo på den lokale dyreklinik. Shampooen er med til at mindske mængden af bakterier i pelsen og optimere hygiejnen ved indgrebet. For at mindske risikoen for opkast under narkosen skal din hund faste fra midnat aftenen inden operationen, men må gerne drikke vand samme morgen. Hunden skal også have en ordentlig hvile før indgrebet.

Hvad gør dyrlægen?

Når I kommer til klinikken, undersøger dyrlægen hunden for at kunne bedømme, om han er i god form og kan tåle at blive bedøvet og opereret. Dyrlægen kontrollerer også, at testiklerne ligger på plads i pungen.

1. Smertestillende

Efter undersøgelsen følger hunden med til operationsafdelingen for at få beroligende og smertestillende injektioner. At give smertestillende præparater før indgrebet optimerer effekten og forstærker også den beroligende sprøjte, så hunden er behageligt døsig, mens den venter på, at det bliver dens tur til at komme op på briksen.

2. Bedøvelse

Når den beroligende og smertestillende medicinering er begyndt at virke, er det tid til bedøvelse. En kanyle sættes i en vene for at kunne bedøve hunden med et intravenøst narkosemiddel. Når den er tilstrækkeligt bedøvet, lægges der en respirationsslange i luftrøret. Der kobles ligeledes ilt med narkosemiddel til slangen for at opretholde narkosen.

3. Operation
Området på og omkring testiklerne barberes og vaskes. Hunden flyttes ind i operationsstuen, hvor den bliver sterilvasket, og dyrlægen står klar. Dyrlægen dækker ”patienten” med et sterilt klæde, og operationen kan påbegyndes. Under hele narkosen tilpasses og justeres narkosens dybde for at sikre dyrets velbefindende.

Overvågningsinstrumenter måler bl.a. iltindholdet i blodet samt hjertefrekvens, vejrtrækning og temperatur. Hunden får ligeledes et intravenøst drop for at fremme blodtrykket og cirkulationen.

4. Opvågnen

Når det sidste sting er syet, og klædet er fjernet, får din hund lov til at vågne stille og roligt på et leje i sit bur under opsyn af veterinærsygeplejerskerne. Efter behov får han en yderligere smertestillende injektion. Det er først, når hunden er helt vågen, og operationssåret er kontrolleret, at han kan komme med hjem.

Efter kastrationen

Sørg for, at din hund tager det roligt efter operationen, særligt i den første uge, så du mindsker risikoen for komplikationer i operationssåret. Hunden skal have sin krave eller ”bodystocking” på hele tiden, indtil stingene fjernes eller såret er helet. Den mest almindelige komplikation efter operationen er nemlig infektioner, der er forårsaget af, at hunden har slikket i såret. Luft hunden forsigtigt i snor. Eftersom vævet har brug for at hele under en minimal belastning, må hunden ikke hoppe, lege eller anstrenge sig på anden vis. Kontrollér såret dagligt. Det skal læge uden opsvulmning, rødmen, blødninger, væskeudtrækning og/eller påfaldende ømhed. Er du usikker på, hvordan helingen skrider frem, kan du kontakte din dyreklinik og få råd og en eventuel kontrol.

Læs mere om kastration af hund her

Læs også om Laparoskopisk sterilisation af hund