Hårsækmider hos hund (Demodex)

Illustration af hårsækmider hos hund fra Hills Atlas of Veterinary Clinical Anatomy. Hårsækmider er en del af den naturlige hud fauna, og er normalt kun til stede i et mindre antal ved sunde og raske hunde.

Hårsækmider (Demodex) er mikroskopiske, cigarformede mider, som lever i hårsækken på pattedyr.  Mange pattedyr kan have hårsækmider i et lavt antal, uden at blive syge af dem.

Typer af hårsækmider

Der findes mange forskellige arter af hårsækmider. Som de fleste andre midetyper, anses hårsækmider for at være ”artsspecifikke”, det vil sige, at de ikke smitter mellem arter. Hunde kan få flere forskellige typer hårsækmider, mest almindeligt ses Demodex canis.

Sådan smitter hårsækmider hos hund

Hunde bliver smittet med hårsækmider indenfor de første to levedøgn. De smittes fra deres mor, som typisk ikke har nogen symptomer. Hos de hunde der udvikler symptomer, ses lidelsen først senere i livet. Hårsækmider smitter som regel ikke efter de første to levedøgn.

På grund af artsspecificiteten smitter hundes hårsækmider IKKE til mennesker

Symptomer på hårsækmider hos hund

Hund med hårsækmider på bagbenet og poten.

De hunde der udvikler symptomer på hårsækmider, får en hudbetændelse der kaldes demodicose.

Hvalpe og unghunde (fra 3-18 måneder) kan udvikle:

  • En lokal form for demodicose, hvor der opstår en eller flere hårløse pletter af 1-2 cm størrelse. Hunden er oftest ikke påvirket af tilstanden. Der ses ikke kløe eller forandringer i huden. Denne form er ofte selvbegrænsende, det vil sige den forsvinder uden behandling, fordi hundens immunforsvar bekæmper miderne.
  • Der kan også opstå en generaliseret form for demodicose, hvor hårsækmiderne spreder sig til det meste af kroppen. Denne tilstand menes kun at opstå hos hunde, som har en defekt i deres immunforsvar, så de ikke selv kan bekæmpe miderne. I disse tilfælde mister hundene gradvist pelsen og huden bliver ofte rød og kløende.

Hvis hunde over 4 år pludselig får demodicose, vil det oftes skyldes en anden alvorlig sygdom, som undertrykker hundens immunforsvar. Det kan også udløses af medicin, som hæmmer immunforsvaret (f.eks. binyrebarkhormon).

Hvornår bør du søge dyrlægehjælp?

Hårsækmider er ikke en farlig eller akut lidelse, men hvis du er i tvivl om din hund har hårsækmider, bør du kontakte din dyrlæge, så en evt. behandling kan sættes i gang.

Behandling af hårsækmider hos hund

For nogle år siden var hårsækmider hos hund et stort problem at behandle, men i dag er vi så heldige at der er udviklet effektive midler mod hårsækmider. Behandlingen kan dog stadig i de generaliserede tilfælde vare i flere måneder.

Racer hvor der oftere ses hårsækmider

Alle hunde kan få hårsækmider, men nogle racer menes at være genetisk disponerede for lidelsen: Bl.a. Shar pei, Engelsk bulldog, Staffordshire bullterrier, Dobermann, Franske bulldogs, Mops og Boxer.

Fremtiden for en hund der har haft hårsækmider

Hos hvalpe og unghunde er prognosen god. Hos ældre hunde afhænger prognosen af den underliggende lidelse.