Min hund taber pelsen

Parasitter er en af de mest almindelige årsager hvis din hund pludselig taber pelsen.

Hvorfor taber hunden pelsen?

Pelstab eller fældning hos hund er en helt naturlig udskiftning af hårene.

Det er meget forskelligt fra race til race, hvor meget hunden fælder. Nogle racer fælder næsten hele tiden (feks. Retrievere), mens andre næsten ikke fælder (feks. pudler, bomuldshunde). Mange hunde fælder i perioder, oftest forår og efterår.

Ud over racevariation, er hårvækst og hårtab hos hund også påvirket af hormoner, hundens alder, omgivelser og hundens generelle sundhed.

Tommelfingerreglen er at pelstab er normalt, hvis pelsen ikke bliver udtyndet eller der kommer skaldede pletter.

Hvad er symptomerne på unormal pelstab?

Når hunden fælder unormalt meget, bliver pelsen meget tynd, eller der kan komme større eller mindre helt skaldede områder.

Typer af unormal pelstab

Når hunden taber pels i totter

Pelstab på kroppen kan skyldes mange ting (se nedenstående). Pelstabet kan være ledsaget af kløe og/eller pigmentering af huden. I nogle tilfælde er hunden helt upåvirket af tilstanden, mens den andre gange kan være alment påvirket og virke syg.

Når hunden taber pels efter fødsel

Det er ikke usædvanligt, at tæven mister meget pels i forbindelse med fødsel og amning. Det kan skyldes dels hormoner, dels kroppens reaktion på belastningen i at opfostre hvalpene. Pelsen vil ofte komme igen efter en periode.

Når hunden taber pels på halen

Hunde har et område på halen, som kaldes ”halekitlen”. Halekirtlen sidder ca. 1/3-del ude på oversiden af halen og er en ansamling af små kirtler der blandt andet danner talg. Hunde der mister pels her er oftest ældre, og det ses hyppigere hos hanhunde end hunhunde. Ca. 80% af de hunde der får en skaldet plet i halekirtelområdet, har en eller flere testikeltumorers, som producerer hormon.

Når hunden taber pels på halsen

Pelstab på halsen skyldes ofte et mekanisk slid fra halsbånd eller sele. Hvis pelstabet er ledsaget af kløe eller rødme, kan det skyldes en kontaktallergisk reaktion. Hvis hunden bærer halsbånd med hundetegn, kan pelstabet/eksemen skyldes nikkelallergi.

Når hunden taber pels på maven

Hunde har ikke så meget pels på den nederste del af maven. Øget pelstab på maven skyldes ofte parasitter, allergi eller hormonel ubalance.

Sygdomme der kan få hunden til at tabe pelsen

Parasitter er en af de hyppigste årsager til pelstab. Ofte giver parasitter massiv kløe (lopper, ræveskab, pelsmider) og derfor mister hunden pelsen, når den klør sig eller slikker/bidder sig meget. Andre parasitter lever i hårsækken og derved tabes håret (hårsækmider).

Allergi er hos hund en kløende hudlidelse, hvor hunden klør sig og ofte slikker eller bidder pelsen af. De typiske områder er ører og poter, armhuler og lyske.

Hudbetændelse med bakterier vil ofte resultere i rødme og hårtab. Dels pga. kløe, dels fordi bakterierne kan leve i hårsækken.

Hormonel ubalance kan resultere i et oftest ikke-kløende pelstab. Typisk ses pelstabet på ryggen. Det kan være ubalance i kønshormoner, stofskiftehormoner eller binyrebarkhormoner.

Arvelige lidelser. Nogle racer har arvelige lidelser, hvor deres hårsække ikke udvikles normalt. I nogle tilfælde er det relateret til specielle farver.

Mangelsygdomme kan også medføre pelstab. Hvis hunden ikke får den rigtig kost, eller hvis hunden har en tarmlidelse, som medfører manglende optagelse af kosten, kan det også medføre pelstab. Dette vil ofte være en udtynding af pelsen over hele kroppen.

Anden sygdom. Hunde der lider af alvorlig sygdom, vil ofte miste pelsen i mere eller mindre grad, fordi hele legemet påvirkes af sygdom.

Diagnosticering af underliggende sygdom

Diagnosticering af den underliggende årsag til pelstab består af en grundig undersøgelse af hele hunden. Alt efter relevans, kan der yderligere laves blodprøver, hudskrab og hudbiopsier.

Behandling når din hund taber pelsen

Når hunde taber pelsen, er det vigtigt at udrede hvad den underliggende årsag er. Dyrlægen vil vælge den relevante behandling i de enkelte tilfælde. Det kan være antiparasitære midler, shampoo, ændring i kost, kosttilskud mm.

Forebyggende behandling af pelstab

Der findes i dag mange effektive midler på markedet, som forbygger pelstab forårsaget af parasitter. God kost og olietilskud til hund hjælper hud og pels, så den bliver flot og blank og kun fælder normalt.