Borreliose / Borrelia hos hund og kat

Borreliose / Borrelia hos hund og kat er en bakterielsygdom der kan overføres fra flåter.

Hvad er borreliose?

Borrelia er en bakteriel sygdom, der kan ramme hunde, katte, mennesker og andre arter.
Borrelia findes i tarmsystemet hos flåter, og overføres fra flåten og til det dyr som flåten suger blod hos. Typisk tager overførslen af sygdommen 1-2 døgn.
Det er dog ikke alle flåter der har bakterien i sig. Man mener, at ca. 15% af de danske flåter huser borrelia-bakterien. Af alle de hunde, der får overført bakterien, er det kun ca. 5-10% der nogensinde udvikler symptomer på borreliose. Det vil sige, at sygdom med borrelia er relativ sjældent.
Hos de få hunde, der udvikler symptomer, kan det komme med det samme, eller helt op til 6 måneder efter, at de blev bidt af den flåt, der overførte sygdommen.
Hos katte er det endnu mere sjældent, at borrelia giver symptomer.

Læs også: Sådan fjerner du flåter

Symptomer på borreliose hos hund og kat?

Symptomer på borrelia er typisk feber, nedstemthed og halthed som følge af inflammation i leddene. Haltheden kan skifte fra ben til ben forskellige dage og benævnes også ”vandrende halthed”.
Infektion med Borrelia kan i sjældne tilfælde give nyreproblemer med tiden.

Hvordan undersøges hund og kat for Borrelia?

For hunde og katte kan man ud fra en blodprøve teste for borrelia. Testen er dog det der hedder en snap-test, der viser om dyret har antistoffer i blodet mod borrelia. Hvis hunden eller katten tidligere har været smittet med borrelia, som ikke har givet symptomer, kan testen derfor være positiv, uden at dyrets symptomer på undersøgelsestidspunktet skyldes borrelia, på trods af en positiv test. Skal man undersøge, om der er en aktiv infektion skal blodet sendes til PCR undersøgelse.

Behandling af Borrelia hos hund og kat?

Borrelia kan behandles med antibiotika, nogle gange skal dyret behandles i helt op til en måned. Nogle dyr kan dog få en kronisk infektion, dette må dog anses for yderst sjældent.

Kan man forebygge at hund og kat får Borrelia?

Man kan forebygge borrelia hos hunde med en vaccination. Hunden får basisvaccinen af to gange med tre ugers mellemrum, og derefter vaccinerer man årligt i god tid inden flåtsæsonen.
For både katte og hunde kan man forsøge at forebygge borrelia-infektion ved at forhindre flåterne i at bide. Det mest effektive er at give et flåtmiddel som har en afskrækkende (repellerende) effekt. Dvs. noget som afskrækker og/eller dræber flåterne, uden at de skal bide først.
Mange flåtmidler er ikke repellerende, f.eks. de piller, som mange hunde og katte får. Disse produkter virker først når flåten har bidt, og derfor er der en potentiel risiko for smitte med borrelia på trods af flåtprofylakse.
Der findes i håndkøb både halsbånd og pipetter, som virker repellerende og derved forhindrer flåterne i at bide.

Fremtiden for en hund og kat der har haft Borrelia?

Generelt responderer dyrene godt på behandling, men der er en lille risiko for, at man ikke får behandlet sygdommen helt i bund og den kan bryde ud igen på et senere tidspunkt. Yderligere er der i sjældne tilfælde beskrevet at borrelia kan give nyreproblemer på længere sigt.
Læs mere om flåter på hunde og katte:

Flåter på hunde

Flåtbårne sygdomme hos katte