PRP

Behandling med PRP (”Platelet Rich Plasma”) bruges til sene- og ligamentskader på hest.

Thrombocytter

Thrombocytter er en del af blodets bestanddele og udgør en yderst vigtig del i forbindelse med blodets evne til at koagulere (størkne). For få thrombocytter i blodet kan således føre til blødning, og omvendt kan for mange thrombocytter i blodet føre til blodpropper.

Vækstfaktorer og virkningsmekanisme

Thrombocytter er reservoir for adskillige vækstfaktorer (”growth factors”) såsom PDGF (”Platelet-Derived Growth Factor”), IGF-I (”Insulin-like Growth Factor-I”) og TGF-ß (”Transforming Growth Factor-ß”). Ved kontakt med væv frigiver thrombocytterne disse vækstfaktorer. Vækstfaktorer er proteiner, der øger celledeling, vævsdannelse (bl.a. kollagen) og karindvækst (øget blodforsyning). Yderligere hæmmer vækstfaktorer flere af de nedbrydende faktorer, som hæmmer og forlænger ophelingen. Vækstfaktorer fungerer ved, at de binder til receptorer på diverse celleoverflader, hvorefter de påvirker disse cellers signaler til andre celler. På denne måde påvirker de effektivt en lang række forskellige celleprocesser.

Vækstfaktorer har på forsøgsdyr og på celleniveau vist øget heling af sener og bruskskader. Ved normal opheling af en seneskade sker hovedparten af ophelingen via dannelse af arvæv, hvilket har en anden opbygning end det oprindelige senevæv. Dette ændrede senevæv kombineret med den lange opheling menes at være den primære grund til den store andel af tilbagefald i relation til seneskader. Forsøg med PRP har vist, at PRP øger opheling med det oprindelige senevæv, således at arvævsdelen reduceres, hvilket kombineret med den forkortede ophelingstid forventes at bedre prognosen på lang sigt.

Praktisk brug af PRP

PRP udvindes fra hestens eget blod. PRP fremstilles ved, at dyrlægen udtager en mindre mængde blod fra hesten, hvorefter blodet behandles. Selve PRP materialet er dernæst klar til injektion i det skadede led eller den skadede sene.

Injektion i sener og ligamenter foretages ultralyds-guidet, således at man sikrer sig, at PRP`en placeres netop i skadens centrum.

Behandling med PRP skal typisk foretages 1-2 gange. Rekonvalescensperioden vil variere fra patient til patient i relation til skadens omfang, hvilket følges via ultralydsscanninger.

Dyreklinikker der tilbyder denne ydelse

Pris for prp kan variere mellem dyreklinikkerne. Find din lokale prisliste her.