Ørebetændelse hos hund – Symptomer og behandling

Ørebetændelse hos hund kan blandt andet bevirke at hunden forsøger at kradse sig i ørene. Begynder hunden at ryste hovedet eller klø sig oftere, er det en god idé at få det tjekket hos dyrlægen.

Ørebetændelse ses hyppigt hos hunde i klinikken. Det er en akut eller kronisk inflammatorisk lidelse i det ydre øre, som kan udvikle sig til at involvere mellemøret. Ørebetændelse hos hund kan være meget smertefuldt.

Symptomer på ørebetændelse hos hund

Symptomer på ørebetændelse omfatter:

  • Påvirket almen tilstand, hvor hunden er stille
  • Feber
  • Ryster sig ofte på hovedet
  • Kradser sig i øret
  • Rødme og sår på øreflippen
  • Betændelse eller misfarvet indhold i det ydre øre.

Har din hund symptomer på ørebetændelse bør der søges dyrlæge.

Hvorfor får hunde ørebetændelse?

Der kan være forskellige årsager til at hunde får ørebetændelse. Allergi er den hyppigeste årsag til tilbagevendende øreproblemer hos hund, og akut opståede ørergener kan skyldes et fremmedlegme  f.eks. et græsagn eller andet plantemateriale, der er vandret ned i øret. Hunde der svømmer meget er i øget risiko for at udvikle ørebetændelse  pga. kronisk fugt i øret, der danner et optimalt miljø for svamp og bakterier at leve i.

Nogle racer er disponerede for at udvikle ørebetændelse, hvis de f.eks. har tunge hængeører og meget hår i ørerne (Cocker spaniels mfl.). Nogle racer har også medfødte forsnævringer i øregangen, f.eks. Sharpei og bulldogs, der kan disponere for ophobning af voks og øregangsbetændelse.

Hvad gør dyrlægen, hvis min hund har ørebetændelse?

Dyrlægen vil forsøge at kigge hunden i øret med et otoskop, men hvis hunden er utryg eller har meget ondt, er det ofte nødvendigt at bedøve hunden for at få lov at kigge. Der kigges efter om trommehinden er intakt i forhold til, hvilken behandling der skal opstartes. Der udtages svaber til mikroskopi og evt. bakteriel dyrkning. Det er vigtigt, at den primære årsag søges og behandles.

Hvordan behandles ørebetændelse?

For at opnå det bedste resultat af behandlingen, er det væsentligt at al betændelse og voks fjernes fra øregangen med en ørerens. I mildere tilfælde og ved en meget samarbejdsvillig hund opfølges efter instruktion hjemme med en anbefalet ørerens. Det kan også gøres under narkose f.eks. med øreskylleapparat eller videootoskop med skylle og sugefunktion. Opstart og valg af medicinske øredråber vælges herefter. Smertelindring er en stor del af behandlingen, da det kræver et samarbejde med hunden at få behandlingen til at lykkes.

Hvordan er prognosen for min hund, når den har haft ørebetændelse?

Prognosen ved ørebetændelse hos hund er ofte god, men det kan være et langt forløb at komme til bunds i infektionen og forebyggende behandling er oftest påkrævet efterfølgende. Der er mange faktorer der spiller ind, og især allergikere er udsatte for tilbagefald og opblussen og kræver livslang håndtering.